Shippingmand salgschef i havn

Nyt job på havn besat fra 1. august

FREDERIKSHAVN:Det bliver den 49-årige Bo Kanstrup Christensen, der fra 1. august som salgs- og marketingschef i Frederikshavn Havn A/S skal være med til at fremme aktiviteterne over havnen. Bo Kanstrup Christensen er uddannet inden for shipping. Karriereren blev grundlagt i A. P. Møller, hvor Bo Kanstrup Christensen var ansat i 12 år, inden han vendte tilbage til Nordjylland og til job hos det store skibsmægler- og skibsprovianteringsfirma, O. Wrist i Aalborg. - Vi har fået en mand, der er kendt inden for branchen, som har et vist netværk og som principielt kan se sagen fra to sider, i og med, at han kender redernes behov og også ved, hvad en havn skal kunne tilbyde for at tiltrække aktører, siger havnedirektør Preben Reinholt. Der var 27 ansøgere til den nyoprettede stilling.