Shiraz til lammet

Den australske Shiraz kan virke næsten overvældende, når den folder sig ud med sin karakteristiske duft og store frugt. Til dagens lam har jeg valgt en af den slags, hvor munden bliver fyldt ud i den bagerste krog ved hver slurk.

Man kan ikke holde ud at drikke sådan en vin hver dag, men det er sjovt en gang imellem. Den passer fint til lammet. Og så har jeg skelet en del til ananasringene. Efter mine smagsløg er ananas mere end besværlig sammen med vin. Hvis man skal holde styr på den meget aggressive frugtsyre, skal de søbes ind i sukker, eller også skal de steges helt bløde, så deres karakter forsvinder. Man kan ikke engang nøjes med at holde ananassen og vinen hver for sig, for frugten bliver hængende i munden. Den voldsomme vin kan i et vist omfang skære igennem, men helt godt er det ikke, så hvis jeg må have lov til at springe over ananasserne, gør jeg helst det. Vinen er valgt af NORDJYSKE Mediers vinmedarbejder Jørgen la Cour-Harbo.