Show var fup for at sætte fokus på organdonation

Hollandsk reality show skulle skabe opmærksomhed om manglen på organer

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

De tre nyrepatienter, der medvirkede i programmet, var klar over, hvordan det ville udvikle sig. De fortalte deres egne sygdomshistorier. Foto: Scanpix

HAAG:Et hollandsk reality show, hvor en angiveligt døende kvinde skulle donere sin ene nyre til en af tre dødssyge dialysepatienter, er et fupnummer, oplyste udsendelsens studievært under udsendelsen fredag aften. Formålet med showet var at skabe opmærksomhed om manglen på donorganer - og det lykkedes. - Vi har ikke planer om her at give en nyre væk. Det ville være at gå for vidt, selv for os, sagde studieværten Patrick Lodiers, da reality showet nåede sit klimaks, og den falske donor skulle til at vælge modtageren af hendes nyre. - Deres liv er bitter reality, fortsatte Lodier med henvisning til de tre dialysepatienter, der hele vejen igennem havde været indviet i fupnummeret. Hollands undervisningsminister, Ronald Plasterk, hyldede efter udsendelsen som “et fantastisk kunststykke” og en intelligent måde at skabe opmærksomhed om donorsituationen i landet. “Det Store Donorshow” blev sendt live fredag aften på den hollandske tv-station BNN. Op til udsendelsen havde planerne om dette angiveligt sidste skud på stammen af stadig mere bizarre reality shows skabt voldsomt røre både i og udenfor Holland. I Danmark nåede landsformanden for Nyreforeningen, Stig Hedegaard, inden afsløringen af udsendelsens virkelige formål at udtrykke sympati for udsendelsens koncept. - Personligt kunne jeg godt tænke mig, at vi fik sådan et program her i Danmark, sagde Stig Hedegaard, der selv er dialysepatient. I det direkte transmitterede, hollandske show skulle den 37-årige kvinde, “Lisa”, der angiveligt var dødsmærket af en hjernesvulst, sammen med tv-seerne beslutte, hvem af tre ligeledes døende patienter, der skal vinde hendes ene nyre. Tv-seere var blevet stillet i udsigt, at de med tekstbeskeder kunne være med til at beslutte, hvem den heldige vinder skulle være. “Lisa” viste sig at være en skuespiller, hyret til at spille den dødsmærkede kvinde. “Det Store Donorshow” var produceret af det hollandske tv-selskab, Endemol, der tidligere har stået bag reality shows som “Big Brother”, hvor udvalgte personer anbringes i et tv-overvåget hus i 100 dage. Det var en lettet, men samtidig skeptisk hollandsk premierminister, der lørdag kommenterede showet. Premierminister Jan Peter Balkenende synes fortsat ikke, det var passende at gøre nyresyge mennesker til underholdning. Til nyhedsbureauet APN sagde han lørdag, at det var en lettelse for ham, at showet ikke var alvor. - Nogle vil finde det stort og kreativt, og på den anden side vil der findes mennesker, som synes, det er plumpt og misvisende, sagde han./ritzau/AFP