Showbizmanden

I skolen var Frank Hvam en duksedreng. På højskolen spillede han teater – og dyrlægestudiet droppede han ud af. I dag er han komiker, skuespiller, manuskriptforfatter ... og snart på vej på solotour.

13
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Frank Hvam.

I herreværelset på Café Republik, skråt over for Rigshospitalets hovedindgang ude på Blegdamsvej sidder Frank Hvam og taler om de aktier, han har købt i en slumrende århusiansk fodboldklub, AGF. Ikke sagt, at han dermed interesserer sig det store for hverken fodbold eller investeringer. - Jeg blev begærlig og troede, opturen ville fortsætte. Og det er ekstra træls at tabe penge på noget, der ikke interesserer én. I dag kan jeg ikke finde ud af, om jeg er mest rasende på mig selv eller AGF. Et lille plaster på såret er dog, at ham Erik Rasmussen er blevet træner. Ham kan jeg godt lide, siger Hvam, der voksede op i landsbyen Ørum, som man passerer på hovedvejen mellem Viborg og Randers. Mere præcist voksede han op på en gård uden for byen. Moderen var sygeplejerske. Faderen smed og en fremragende historiefortæller, der ofte brillerede hjemme i køkkenet, men det vender vi tilbage til. - Jeg burde vel i stedet have købt aktier i Viborg eller Randers, men de klubber har aldrig sagt mig noget. Selv var jeg ikke god til at spille fodbold som dreng. Faktisk var jeg temmelig dårlig! Det var ret traumatisk for mig, at mine kammerater gennem flere år ikke ville aflevere bolden til mig. Det nager mig den dag i dag, siger Frank Hvam med den grad af alvor og sjov, der hele tiden lurer i hans sind. - Mine arme er langt bedre end mine ben. Benene er nærmest ubrugelige. Hele min familie har altid haft dårligt blodomløb. Blodet vil ikke ned i benene – derfor slog jeg mig også på badminton. Den evige toer Frank gik på folkeskolen i Ørum, hvor han uden blusel fedtede for lærerne og blev nummer to i en logokonkurrence, hvor han overraskende – ikke mindst for ham selv – tabte knebent til dyrlægens datter efter at have tegnet en klog ugle og en flittig bi i sit eget forslag. Et udspil, der var direkte målrettet mod lærerværelset. - Jeg er og bliver nummer to i den by, selvom jeg i nogle år vel nok var byens stjerne. Ikke sådan at forstå, at man ligefrem løftede på hatten, når jeg var hjemme og travede gennem hovedgaden, men næsten da. Nu hvor Martin har vundet “X Factor”, er jeg gledet ned i rækken. Jeg er kort og godt blevet slået af en 15-årig knægt, der synger karaoke. Han blev sågar inviteret op til borgmesteren og fik overrakt et ur, og den hæder er aldrig overgået mig, der den dag i dag knap aner, hvad klokken er, bemærker Frank Hvam og storgriner. Bag den lurende humor befinder der sig også en mand, som ikke er bleg for at tale lige ud af posen – om end til tider i ganske kryptiske koder. Som Hvam f.eks. gør det på sin hjemmeside, hvor han interviewer sig selv uden at rødme, selv om spørgsmålene til tider går tæt på privatsfæren. - Det skal være seriøst, når man laver et interview. Derfor lavede jeg også seriøs research modsat mange journalister, der er lige så ringe som de ringeste stand-up-folk. Men det skal være ordentligt, så derfor ringer jeg mig selv op flere gange og stillede tillægsspørgsmål, forklarer Frank Hvam, om hvem der skrives, at han ikke bare er sjov og dummer sig i folkeserierne “Langt fra Las Vegas” og “Klovn”. - Nej, sådan er jeg vel bare, men jeg er nok hverken værre eller bedre end så mange andre mennesker. Jeg forsøger at holde aftaler og opføre mig ordentligt. Jeg er ikke noget dydsmønster længere, men hjemme i landsbyen lærte jeg da, at man skulle behandle andre mennesker anstændigt, for ellers kommer de efter dig – og man kan ikke gemme sig i en lille by. Det var ikke noget særligt kreativt miljø at vokse op i, men der var masser af tid til at tænke over tilværelsen. Og jeg boede altså så langt ude på landet, at kammeraterne ikke bare kom forbi hele tiden. Der blev lavet aftaler. Ofte sad jeg derfor alene og drømte mig langt væk. Også i dag bruger jeg masser af tid på at drømme – ikke bare erotiske drømme. Jeg kan stadig bruge timer på at planlægge, hvordan jeg ville bruge en lottogevinst på 10 millioner, eller om jeg kunne klare mig i Chile, hvis jeg stak af i morgen. Man kan sige rigtigt mange fine ting om det at vokse op ude på bøhlandet, hvor man får en ro i hovedet, som mange københavnere må misunde os. I dag bor jeg i en hektisk storby fuld af larm, men når jeg lukker øjnene, så kan jeg genkalde mig den ro og stilhed, der er i naturen – en vind, der blæser i træerne, en solsort, der fløjter, puslelyde i skovbunden af mig, der onanerer. Hvad drømte du om at blive som dreng? - Jeg skulle selvfølgelig læse videre. Spurgte biologilæren, så ville jeg være dyrlæge, og var det historie-læren, så ville jeg læse historie. I skolen var jeg noget af en fedterøv, men det blev kun værre i gymnasiet. Jeg aflurede lynhurtigt, hvordan man fik gode karakterer. Og for at få det gælder alle tricks, når man har indrettet uddannelsessystemet så tåbeligt, som tilfældet er. Jeg er ikke videre stolt af det, men jeg var altså en elev, der hurtigt udså den stærke lærer på lærerværelset og tækkedes ham. Den svage sjoflede jeg så, for han turde alligevel ikke sige noget dårligt om ”duksedrengen”. Til forældremøderne instruerede jeg mine forældre i at rose lærerne og lægge et vist pres på dem for at få gode karakterer. Jeg overvejer indimellem at rejse lidt rundt på gymnasierne og dele ud af mine erfaringer. Man skal sådan set bare oppe sig i starten og i slutningen af et studieår – alt derimellem er lige meget, pointerer Frank Hvam, der gik på ”det røde” gymnasium i Overlund, en Viborg-forstad, hvor politiske slag blev udkæmpet i ungdomsgrupperne dengang sidst i firserne. Politisk uheld Selv var han mest af alt observatør. - Jeg har altid været lidt på afstand af begivenhederne. Frank Hvam gik dog til et enkelt politisk møde i KU (Konservativ Ungdom), hvor han allerede dag ét blev tilbudt kasserertjansen. - Og da var jeg klar over, at det var en desperat og tyndt besat organisation, som jeg under ingen omstændigheder skulle involveres i. Alligevel fik Franks mor – ved et uheld – meldt ham ind, da hun også skulle betale badmintonkontingentet. Deraf episoden med Dansk Folkeparti i “Klovn”, hvis den opmærksomme læser her følger Hvams pinagtigheder. Efter gymnasiet blev det dyrlægestudiet i København. Opvæksten på gården blandt hunde, katte, heste og får havde gjort sin virkning. - Det går i blodet på én, når man er vokset op med dyr. Jeg er glad og føler mig tryg blandt dyr. Som dreng fodrede og passede jeg dem hjemme på gården, og mit største mareridt – ud over at blive genindkaldt til civilforsvaret – har altid været en drøm, hvor jeg glemte at fodre vores hunde. Men kursen mod dyrlægestillingen holdt ikke for den unge mand, der kommer fra et hjem, hvor man morede sig højlydt over “Halløj på Badehotellet” og “Monty Python”. - Vi grinede meget derhjemme. Rigtigt meget! Vi grinede af naboen og fandt selv på numre. Da jeg boede hjemme, tænkte jeg ikke videre over det, men siden gjorde jeg. Det gik op for mig, at det var en stor del af mig at fortælle historier. Som barn sad jeg utallige gange på køkkenbordet, når min far fortalte historier for kammeraterne, der lyttede og skreg af grin. Min far var en meget bedre historiefortæller end mig. Der gik dog lang tid, inden jeg blev klar over, at det forholdt sig sådan – altså at jeg ville fortælle historier. Jeg tog orlov fra dyrlægestudierne og var på Testrup Højskole, hvor jeg lavede teater og levede i min egen boble. Da jeg kom tilbage til København, begyndte jeg for første gang i mit liv at pjække og droppe lektierne. Jeg var ikke særligt moden og har altid været lidt bagud oppe i hovedet – er nok lidt sent udviklet. Man kan være 15 år, når man opdager, hvem man er, men man kan også være 23, som jeg var det. Men pludselig var jeg altså voksen og begyndte at lytte til mig selv. Jeg havde da mødt Jan Gintberg og lavet revy sammen med ham på Landbohøjskolen. Derefter stod det klart for mig, at jeg skulle være noget andet end dyrlæge, der sad i en kælder for at redde andre folks undulater og hundehvalpe. Det var slut med at være den søde dreng? - Jeg har altid bakket dem op, der lavede ballade, men jeg stillede ikke selv op, siger manden, der allerede i syvende klasse spillede en hovedrolle i “Robin Hood” på skolen i Ørum. - Men det var på Testrup, jeg for alvor fik færten af livet på scenen. Jeg kunne lide at stå der, og jeg kunne mærke, at publikum kunne lide det, jeg lavede. Jeg var meget fascineret af, at man bare kunne stille sig op på en scene og gå i gang. Mange kolbøtter har siden bragt mig frem til i dag. Hvor Frank Hvam nu – som så mange andre i branchen – vil ud på landevejen med sit helt eget stand-up-show. - Casper og jeg har arbejdet sammen i mange år, men nu vil jeg prøve at stå alene med ansvaret efter at have været en del af et hold i mange år. Egentlig ville jeg have været ude med showet her i foråret, men jeg blev far for første gang for nogle måneder siden, så det blev skubbet til efteråret. Væk fra kameraet - Først og fremmest vil jeg ud og lave et stand-up-show, fordi jeg er stand up’er og er sprængfyldt med jokes, sjove historier og rasende meninger. Jeg har stået foran et dødt kamera i 10 år, nu har jeg en eksploderende lyst til at komme ud og underholde danskerne face to face og give dem, som gider, en oplevelse, de vil snakke om i årevis. Showet har ikke nogen titel, fordi en titel forpligter, og jeg har ikke lyst til at snakke om det samme en hel aften. Jeg vil tale om mange ting – med det eneste fællestræk, at jeg har noget sjovt at sige om dem. Det er et show, hvor man skal grine, ikke en intellektuel, akademisk øvelse, hvor man skal tale om ost 80 minutter i træk. Min tourmanager, Frank Panduro, har allerede fået et 13 meter højt Frank Hvam-banner hængt op nær motorvejen i Horsens. Den slags kampagner morer mig. Og nu er han gået i gang med at planlægge et massivt pr-fremstød på lastbiler. Jeg glæder mig. Og der kommer helt sikkert flere. Jeg har nemlig ikke noget imod at deltage i reklamekampagner – bare det er for mig selv. Du mener ikke, dit ansigt er kendt nok? - Det sker da, at folk genkender mig på gaden, men det er sådan set okay. De fleste mennesker opfører sig stille og roligt, selvom de da indimellem kan have svært ved at skelne fiktion og virkelighed. Ikke så få gange har jeg oplevet, at folk har kommenteret Caspers opførsel i “Klovn”, hvor han jo ofte spiller et usympatisk røvhul, mens mange derimod identificerer sig med Frank, der er uheldig, men oftest velmenende. Det er nu længe siden, jeg er holdt op med at lade mig overraske af folks reaktioner. Men tankevækkende er det da, siger Frank Hvam, der har det fint med, at det seneste afsnit af “Klovn” i denne sæson fik incestdebatten til at fyge – ligesom andre afsnit har vakt debat og forargelse. - Det er ikke, fordi vi bevidst forsøger at skabe ravage, men vi kan godt lide at pille ved tabuerne i det her samfund. Det er ikke, fordi vi sidder og udtænker bestemte budskaber, vi vil ud med, men da alting jo stort set har med politik at gøre, så krydser vi ind over mange felter. Inden soloshowet til efteråret vil Hvam træne hårdt, selvom flere af hans kollegaer koketterer med det modsatte. - Det bliver en skønsom blanding af politik og kønsdele. Alt lige fra negerpræsidenten hen over min stærkt private lægejournal til det skandaløse i, at Mogens ”gammel cigar” Palle får lov til at ødelægge Mikkel Kesslers karriere. Jeg plæderer for at Kessler, Danmarks nok bedste bokser nogensinde, erklæres for danefæ. Når staten bruger penge på et guldhorn, som ingen gider se, burde de bruge en formue på en mand, som alle vil se. Den danske stat bør gå ind og annullere den kontrakt, som boksepromotor Palle har tvunget Kessler til at underskrive, så vi danskere kan få lov til at se ham bokse igen mod verdens bedste. Og her tænker jeg ikke på analfabeten Mads Larsen, men på de store amerikanske champs, der ikke har tabt hver anden kamp. Alt andet er ganske enkelt ubærligt. Jeg vil også gerne snakke om Grønland – perlen i rigsfællesskabet alias de danske indianere. Derfor tog jeg også til Grønland og drak nogle bajere i noget socialt boligbyggeri for at forstå tankegangen og kulturen. Der er 60.000 indbyggere, hvilket vel svarer til en by som Randers. Danskerne har så travlt med at slå fast, at grønlænderne har det svært, og at det ser så sort ud, men jeg må altså sige, at de har fået mere ud af det end Randers. Jeg gør en dyd ud af den slags research, for jeg skulle jo helst vide mere om emnet end en tilfældig journalist eller skolelærer. Og hvad er du da selv? - Jeg er showbizmand og entertainer, fastslår Frank Hvam og vender tilbage til de hersens AGF-aktier, der sådan piner ham. - Måske skulle jeg i stedet have købt dem i AaB, for ham den lille tykke (Lynge Jakobsen, red.) deroppe, han går hele tiden rundt og smiler som en sol. Det må jo gå godt i Aalborg.{