Showdance og dunkende rytmer

35 piger fra 11-15 år slår sig løs i Jetsmark Hallen for at blive bedre til at danse

PANDRUP:De dunkende rytmer flyder i en lind strøm fra højttalerne, instruktøren danser og giver tegn, mens de andre piger på gulvet følger med så godt, de kan. Højre, venstre, højre venstre, råber danselederen, og pludselig ser det ud som om, at alle har forstået budskabet og danser i takt. DGI Vendsyssel holder showdance-lejr i Jetsmark Hallen, hvor 35 piger mellem 11 og 15 år mødte op søndag aften for at tilbringe knap tre dage i hinandens selskab. Formålet er at blive bedre til at dance, og når lejren afsluttes i eftermiddag, er pigerne blevet meget bedre til at danse showdance, funk, linedance, streetdance og hvad de mange andre populære dance nu ellers kaldes. I de seneste år er det blevet mere og mere populært at slå sig løs på dansegulvet, og det har DGI Vendsyssel taget konsekvensen af ved at arrangere danselejr. Danselejren er en slags sidestykke til fodboldskolerne, og 35 piger har altså valgt at tilbringe tre dage af efterårsferien med mange timers dans og høj musik. I går var der dans på programmet fra kl. 9 til 21, og pigerne lod kun fødderne hvile i de spise- og drikkepauser, der var brug for i løbet af dagen. - Formålet er at give danserne inspiration og lære dem nye dance. Pigerne vil gerne danse i mange timer om dagen, og hvis de tager hjem og er helt smadrede, så har det været en god lejrskole, siger danseinstruktør Karin Kristensen, der sammen med tre andre instruktører stod for at undervise deltagerne. Lærenemme piger Selv om det i begyndelsen af en ny dans er svært at følge med, finder pigerne hurtigt ind i rytmen. - I er ved at ha" den nu. Det ser godt ud, råber instruktøren, mens koncentrationen lyser ud af pigerne med sved på panden. 14-årige Mathilde Sørensen og 15-årige Trine Holdensen har ikke store erfaringer med showdans, og derfor har de valgt at snuse til dansen for at se, om det er en aktivitet, de for alvor vil til at dyrke. De har taget turen fra Asaa for at være med på lejren. - Det er sjovt at møde en masse nye mennesker og lære nogle nye danse at kende, siger Mathilde Sørensen. Selv om de ikke er rutinerede dansere, går det forholdsvist hurtigt at lære de nye trin, som de også har set i utallige musikvideoer. - Det ser fedt ud, når de danser i musikvideoerne, og det kunne være sjovt at lære, siger Trine Holdensen i en kort pause, inden instruktøren igen tænder for musikken og viser teenagerne endnu en ny dans. Danselejren slutter i eftermiddag med showtime for forældre og søskende, inden turen går hjemad efter tre dage med fuld fart på.

Forsiden