Musik

Showdown hvor unge bands dyster på scenen i Baghuscafeen

Bands fra fem nordjyske byer er klar med deres "håndvåben"

FREDERIKSHAVN:Der skal duelleres de kommende seks torsdage på Baghuscafeen. Ikke som i en showdown i en western, hvor cowboys står overfor hinanden, og vinderen er ham,der hurtigst trækker pistolen og modstanderen, men med håndvåben som guitarer, trommer, bas og sang. Baghuscafeen og MusikOasen har i samarbejde arrangeret denne showdown, der er en konkurrence for unge bands fra Nordjylland. - Der kommer bands fra Frederikshavn, Hjørring, Aalborg, Sindal og Østervrå, fortæller Bjerne From fra Musikoasen. Han glæder sig meget til at høre orkestrene, der spiller mange forskellige genre. Der bliver rock, heavy, hippie, jazz, punk og surf på programmet. Surf er den slags musik, som blandt andet blev spillet i den berømte film Pulp Fiction. Det fortæller Ronni Strøm, som har været med til af fastlægge kriterierne, for konkurrencen. - Bandsene bliver bedømt på teknik, samspil, sceneoptræden, originalitet og publikumreaktion, siger han og tilføjer, at originalitet blandt andet betyder, at bandsene skal spille egne numre. Hvert band for en time til rådighed, og der kåres først en vinder på selve finaleaften 9.juni, hvor man har reserveret Maskinhallen, fordi man håber på rigtig mange gæster til arrangementerne. Der bliver således ikke som i andre konkurrencer kåret en aftenens vinder. Dommerne hører alle bands og 9. juni afslører man, hvem der er i finalen. De tre bands skal så spille igen 9. juni og den koncert afgør, så hvem der vinder. - Vi har diskuteret om vi skulle offentliggøre finalisterne inden finalen. Men vi vil gerne have alle de unge musikere samlet, så derfor venter vi med at afsløre finalisterne på selve aftenen, fortæller de to arrangører. Bjerne From forklarer, at ideen med denne konkurrence er, at give de unge mulighed for at spille for et publikum og at de skal lære hinanden at kende og måske spille sammen i nye konstellationer. - Der er en stor underskov af gode bands i Nordjylland, så skal frem i lyset, så de kan gro, siger han malerisk. Konkurrencen er også blevet til i samarbejde med to af de andre steder i Nordjylland, hvor talenterne dyrkes. Det drejer sig om Zonen i Hjørring og Baghuset i Aalborg. Den ene af dommerne kommer således fra Zonen i Hjørring. Det er Laura Møbjerg, der selv er sangerinde og guitarist. Hun har blandt andet spillet sammen med Kaare Norge. Den anden dommer er Bjerne From selv og tredie dommer bliver F.S. Orlonn. Han arbejder i dag i studiet Lyddokken, men har også selv skrevet og sunget numre, som er udgivet. F.S Orlonn skal i øvrigt sidde bag knapperne, når vinderne går i studiet. Førstepræmien er nemlig en en hel dag i lydstudiet Lyddokken. Desuden har arrangørerne fået sponseret andre præmier i form af en Highway Stratocaster, professionelle lyd- og lysfolk fra , der tager med på et job og koncertbilletter til det Musiske Hus. Bjerne From gør i øvrigt opmærksom på, at der stadig er to pladser i konkurrencen, og interessede kan se mere på hjemmesiden www.musikoasen.dk, hvor man også snart kan læse meget mere om de forskellige bands.