EMNER

Shu-Bi-Dua sælger som varme fiskefileter

Ca. halvdelen af billetterne til årets julefrokost i Rosendalhallen er solgt

HOBRO:Der er åbenbart mange, som gerne vil krydre deres sild og karrysalat med en god gang Shu-Bi-Dua til årets julefrokost i Rosendalhallen. Billetterne til årets store julefrokost i Rosendalhallen er godt på vej til at forsvinde lige så hurtigt som et fad med lune fiskefileter bliver tømt. Ifølge billetsælgerne i Østjydsk Bank går det strygende med billetsalget og på nuværende tidspunkt er lige omkring halvdelen af de 850 billetter solgt. Arrangørerne, IK Rosendal og Doense-Vebbestrup Idrætsforening, glæder sig også over, at det lykkedes dem at få gaflet netop dette populære band til det store julebord, som finder sted 3. december. - Det er klart det største navn, vi har haft, så vi håber, at alle gæsterne kan gå hjem med en uforglemmelig oplevelse. Vi har i hvert fald fundet navnet, som kan gøre det, siger Carsten Brandt Andersen fra Doense-Vebbestrup Idrætsforening. Sammen med IK Rosendal har de to idrætsforeninger stået for julefrokosterne i Rosendalhallen de sidste fire år. I år er femte gang, og dette jubilæum ønsker arrangørerne at markere. - Vi synes jo, at der skulle være noget ekstraordinært i år. Vi kontaktede faktisk Shubiduas bookingfirma allerede sidste år og håbede egentlig på, at vi ved sidste års julefrokost kunne have afsløret at de kom og spillede i år. Men det tager sin tid at få sådan en aftale på plads, fortæller Carsten Brandt. Forsalget til den store julefrokost i Rosendalhallen er begyndt, og eneste forsalgssted er Østjydsk Bank i Hobro. Billetprisen bliver i år lidt højere end sidste år - 325 kroner koster det i år mod 275 kroner sidste år, hvor Bamses Venner spillede. - Et navn som Bamses Venner er da også dyre, men de her er rigtig dyre, og derfor har vi valgt at lægge lidt af udgiften over på billetterne, siger Carsten Brandt Andersen, som dog ikke vil fortælle, hvor dyre Shub'erne er. Men selv om udgifterne i år er højere end tidligere år, så regner arrangørerne med, at der også i år bliver et overskud, så der bliver lidt penge til ungdomsarbejdet i de to idrætsforeninger.