Siciliens godfather anholdt efter årtiers flugt

} ROM: "Bossernes boss" hos den italienske mafia er blevet anholdt efter årtier på flugt. Den øverste italienske mafiaboss, 73-årige Bernardo Provenzano, blev pågrebet nær mafiaens hovedby, Corleone, som er berømt og berygtet fra "Godfather"-filmene. Corleone ligger i et bjergområde syd for Palermo på Sicilien. Provenzano har været "bossernes boss" hos den brutale mafia, siden hans umiddelbare forgænger som leder, Toto Riina, blev anholdt i 1993. Riina gav ordre til de dødbringende attentater mod undersøgelsesdommerne Giovanni Falcone og Paolo Borsellino året forinden. Berlusconis nære ven Marcello Dell'Utri, som var med til at stifte premierministerens konservative parti, Forza Italia (Kom så, Italien!), er blevet dømt for at være på venskabelig fod med mafiaen./ritzau/