Overenskomster

SiD Aalborg oplever pressede chauffører

Medlemmerne frygter fyreseddel, hvis de siger fra, siger SiD Aalborg Transport

AALBORG:I afdelingen for transport hos SiD Aalborg er det ikke unormalt at have en ulykkelig ægtefælle til en lastbilschauffør i telefonrøret. Som beskrevet i NORDJYSKE er der brodne kar i transportbranchen, som tvinger den lovlydige del af erhvervet i knæ. Formand i SiD Aalborg Transport, Arne Nielsen, oplever også, at chauffører bliver presset mere og mere af nogle vognmænd. Derfor bliver de i afdelingen ringet op af grædende koner, og chaufførerne kommer selv forbi og beder om at få hjælp. Regner forkert Foran Arne Nielsen ligger tykke mapper, og vidner om de sager, som afdelingen har kørt i de seneste år. Eksempelvis henvendte et af medlemmerne sig tidligere på året med en mobiltelefonregning, som hans arbejdsgiver trods aftale ikke ville betale. Arne Nielsen forklarer, at i sådanne sager arbejder SiD ud fra devisen, at hvis en vognmand snyder ét sted, snyder han alle steder. Derfor bedte de om at få chaufførens kørselsrapporter. - Det viste sig, at vognmanden har regnet 63.000 kroner forkert på blandt andet diæter og kilometergodtgørelse, fortæller Arne Nielsen og tilføjer, at der ellers findes computerprogrammer, som vognmanden nemt kan regne den korrekte løn ud. - Alligevel har vi mange af den slags sager, konstaterer han. Erstatning til SiD'ere SiD-afdelingen også har sager om underbetaling og uhyggeligt mange sager om feriepenge, hvor vognmanden ikke indbetaler pengene, selvom det fremgår af chaufførernes lønsedler. - Overskuddet i en virksomhed kan være det, som man såkaldt glemmer at indbetale eller giver for lidt i løn. Der er ingen tvivl om, at det er systematisk, mener Arne Nielsen. I 2003 hentede SiD Aalborg Transport næsten 6,2 millioner kroner i hjem til medlemmer i form af erstatninger. Sager om overenskomstbrud og uberettigede afskedigelser tegner sig for godt 1, 2 millioner kroner. Kannibalisme Arne Nielsen forklarer, at når chaufførerne ikke siger fra overfor arbejdsgiverne, skyldes det, at de fleste mennesker jo indretter privatøkonomien efter indkomsten. - Derfor er det svært at sige fra, for så får chaufføren en fyreseddel og bliver sortlistet af vognmanden og speditøren, forklarer han. Arne Nielsen er ikke i tvivl om, at indenfor de fagområder, som SiD dækker, er transportbranchen området med flest brodne kar. - Det er blevet værre og værre. Der er kannibalisme i branchen. De lever af at æde hinanden. Hvis der ikke bliver grebet ind, ødelægger branchen sig selv indefra, konstaterer Arne Nielsen. 2100 nordjyske chauffører er medlem af afdelingen, hvoraf 48 er eksportchauffører.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst