Skagen

SiD-fusion lige om hjørnet

FREDERIKSHAVN: Der bages kraftigt på større enheder i Specialarbejderforbundets lokalstruktur forud for den langt større strukturdebat på kongressen næste år om et nyt forbund bestående af Kvindeligt Arbejderforbund (KAD), Træ-, Industri- og Byg (TIB) samt Specialarbejderforbundet (SiD). Lokalt har debatten om, hvor mange lokalafdelinger og hvor store de skal være for at overleve i fremtiden, ført til forhandlinger om en sammensmeltning af SiD i Sindal med SiD i Frederikshavn. - For at være økonomisk bæredygtig og for at kunne servicere medlemmerne bedst muligt, er en størrelse på mindst 2500 medlemmer det realistiske, vurderer formanden for SiD i Frederikshavn, Bent Christensen, der på nuværende tidspunkt selv regerer over godt 2000 medlemmer. SiD i Sindal har godt 300. Siden 2000 har afdelingen mistet 125 medlemmer og erkendelsen er samtidig, at en ny medlemstilgang snarere vil gå i retning af enten Hjørring eller Frederikshavn. På generalforsamlingen i SiD Sindal i aften lægges der derfor op til at arbejde videre med fusionsplanen. Det er i forvejen aftalt mellem de to bestyrelser, at der opretholdes et kontor i Sindal med samme kontortider som nu, men under hensyntagen til medlemsudviklingen, og at SiD Sindals formand, Bent Thomsen, ansættes som faglig sekretær. Bent Thomsen, der har været formand for SiD Sindal i seks år, siger, at når Frederikshavn er inde i billedet som fusionspartner frem for Hjørring, skyldes det de større perspektiver der tegner sig i lyset af de forhandlinger, Frederikshavn har i gang om en fælles a-kasse mellem Skagen, Sæby og Frederikshavn. - Og så taler vi godt sammen med frederikshavnerne, siger Bent Thomsen, der regner med, at januar 2004 kan blive det realistiske tidpunkt for sammensmeltningen af de to afdelinger. Side 2