EMNER

SiD-kritik af Aalborg-pris til Lene Bjerre

- Ikke hold i de pæne ord, mener formand

AALBORG:Om en uge får designeren og producenten Lene Bjerre prisen som "Årets Aalborg Europæer", men det undrer man sig stærkt over hos byens afdeling af SiD/Industri: - Det ser mærkeligt ud, at man giver prisen til en arbejdsgiver, der benytter uorganiseret arbejdskraft og som nu to år i træk har gjort brug af arbejdsfordeling. Efter vores opfattelse er der ikke hold i de mange pæne ord om Lene Bjerre, siger afdelingens formand Eddie Christensen, som slet ikke forstår, at Aalborgs socialdemokratiske borgmester Henning G. Jensen og HK-formand Svend Erik Lang som medlemmer af priskomiteen har været med til at pege på hende. Eddie Christensen oplyser, at 11-12 af de ansatte i designerens virksomhed ikke er organiseret i SiD, men blandt andet i Kristelig Fagforening: - Lene Bjerre er selv medlem af arbejdsgiverforeningen, så hun kan altså godt selv være medlem af en fagforening, men hendes ansatte behøver ikke være det, påpeger Eddie Christensen: Om arbejdsfordelingen forklarer han, at det handler om at sende medarbejdere hjem på dagpenge i en uge, hvorefter de kommer på arbejde igen og så fremdeles i op til 13 uger. - Det kan man godt have brug for på en virksomhed, men der ser mærkeligt ud at gøre det to år i træk. Man må huske på, at det er jo er skatteyderne, der betaler, nævner Eddie Christensen, der erkender, at nok ikke ligefrem er tale om ulovligheder hos Lene Bjerre Design: - Men det har bestemt noget med moral og sund fornuft at gøre, og forholdene gav da også anledning til både blokade og strejke på virksomheden for et par år siden. NORDJYSKE Stiftstidende har forelagt kritikken for både Lene Bjerre og Svend Erik Lang. Hun siger blot helt kort, at hun ikke ønsker at kommentere sagen, men efter HK-formand Svend Erik Langs opfattelse skyder Eddie Christensen noget over målet: - Vi har alene set på, at Lene Bjerre og hendes design er kendt langt omkring og er med til at kaste glans over Aalborg. Om hun har et par uorganiserede medarbejdere ansat, kommer ikke den sag ved. Vi ved godt, at der har været en konflikt engang, men der er ingen mening i at blackliste hende af den grund, mener Svend Erik Lang. Han fastslår, at det må være organisationernes og ikke priskomiteens ansvar at sikre samarbejdet på en arbejdsplads: - Havde det nu været den sorteste sorte arbejdsgiver, der blev foreslået til prisen, kan det da godt være, at vi ville have sat os imod. Men efter vores opfattelse er der hverken store eller aktuelle problemer i firmaet Lene Bjerre, og så er det vigtigere, at hun er med til at gøre Aalborg kendt, siger Svend Erik Lang.