SiD: Rent klynkeri

Brug kræfterne på sikkerhed i stedet

Arbejdsmiljø 8. september 2004 06:00

AALBORG: Rent klynkeri! Sådan beskriver SiDs miljøkonsulent Steen Mejlby Dansk Byggeris kampagne for at få lempet arbejdsgiveres ansvar i sager om overtrædelse af arbejdsmiljøloven. - Ansatte, der ikke bruger sikkerhedssko eller hjelm, kan straffes med bøde allerede i dag, ligesom de kan blive politianmeldt sammen med arbejdsgiveren, hvis de overtræder arbejdsmiljø-reglerne, siger miljøkonsulenten til SiDs nyhedsbrev. Ifølge Sten Mejlby prøver arbejdsgiverorganisationen at "loppe" sig til mindre ansvar på baggrund af to sager fra Esbjerg og Aalborg, hvor arbejdsgiverne føler sig uretfærdigt idømt bøder. Ifølge SiD viser nye tal fra Arbejdstilsynet, at over halvdelen af de besøgte virksomheder i branchen hører til dem, der hverken kan eller vil overholde retningslinierne i arbejdsmiljøloven. - Det er uanstændig opførsel fra en branche, der er så belastet af problemer. De to så medieomtalte virksomheder er slet ikke dømt på objektivt ansvar. Det er gamle sager fra før arbejdsmiljøloven blev ændret. De er dømt alene, fordi det er bevist, at de har overtrådt arbejdsmiljølovens regler, siger Steen Mejlby. Han ser ingen grund til, at arbejdsgiverne i byggebranchen skulle føle sig så urimeligt forfulgt. De skulle hellere bruge kræfterne på selvransagelse, siger han med henvisning til, at 51,9 procent af de 1944 virksomheder, som Arbejdstilsynet tilså i perioden fra 2000 til 3. kvartal i år blev placeret i den dårligste af tre grupper. SiDs socialafdeling er der rysten på hovedet over beskæftigelsesministerens overvejelser om at lette reglerne for arbejdsgivernes ansvar i arbejdsmiljøspørgsmål. - I mange retssager, hvor arbejdsskadede vinder erstatninger om tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte, sker det, fordi arbejdsgiverne ikke har overholdt deres tilsynspligt med arbejdet. Det er så vigtigt, at den del af arbejdsmiljøloven ikke bliver undergravet, så virksomhederne mister deres incitament til at leve op til lovgivningens krav om indretning og sikring af arbejdspladsen, siger Hans Dankert, konsulent i forbundets socialafdeling./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...