SID støtter amerikansk kritik

EMNER 3. september 2004 06:00

KØBENHAVN: I Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD) støtter man de amerikanske chaufførers kritik af Mærsk. - Det kan godt være ILO-konventionerne om arbejdstagers rettigheder ikke er ratificeret på det amerikanske arbejdsmarked, og at Mærsk derfor ikke overtræder amerikansk lov. Men når man er en global virksomhed med hovedsæde i Danmark, så har man efter min mening en moralsk forpligtelse til at tage de danske værdier med sig, uanset hvor i verden man gør forretninger. Og det synes jeg ikke A.P.Møller-Mærsk lever op til, siger foretningsfører i SiD, Henrik Berlau til Ritzau. Striden mellem Mærsk og de amerikanske chauffører handler blandt andet om, hvorvidt chaufførerne kan betragtes som lønmodtagere. Der er nemlig tale om selvstændige vognmænd, der formelt set ikke er ansat i Mærsk, men kører på kontrakt for virksomheden. På konfliktkurs Ifølge amerikansk lov betragtes chaufførerne ikke som lønmodtagere, og kan derfor fyres og retsforfølges, hvis de deltager i fagforeningsaktiviteter. Den amerikansk definition holder imidlertid ikke i forhold til de internationale konventioner, påpeger Hernik Berlau. - Mærsk kan ikke forsvare sig med, at chaufførerne formelt set ikke er ansat hos dem. Der er jo tale om nogle folk, som kun kører for Mærsk og er hundrede procent afhængige af indtægten fra virksomheden. Derfor er de at betragte som lønmodtagere ifølge international arbejdsret. Og derfor har de også ret til at organisere sig og krav på at føre kollektive forhandlinger med arbejdsgiveren, hvis de ønsker det, siger Henrik Berlau. Han kalder det usmageligt, at Mærsk har lagt sag an mod de chauffører, der tidligere på sommeren blokerede selskabets terminal i Miami, i protest mod deres arbejdsforhold. Mærsk kræver erstatning for de tab selskabet har lidt i forbindelse med blokaden, der stod på i 14 dage. Knud Pontoppidan mener imidlertid ikke, at Mærsk har noget i klemme i den sag. For det første deltog Mærsks chauffører ikke i blokaden, og for det andet er hovedparten af de chauffører, som Mærsk bruger i Miami, organiseret i fagforeningen ILA-AFL-CIO. - Der er ingen af de chauffører, som vi bruger, der klager over, at vi ikke behandler dem ordentligt. De chauffører, som kører på vores terminal, er organiseret, siger Knud Pontoppidan. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...