Brønderslev

SID tog nordpå efter tillidsbrud

SID Pandrup ville ikke være fjerdepart i fusion med Aabybro, Brovst og Brønderslev

KAAS: I februar 2003 kom der en opfordring fra SID Brovst om et samarbejde med afdelingerne i Aabybro og Pandrup. Knap ni måneder senere er såvel samarbejde som de mellemliggende fusionsplaner lagt på hylden. - Vi ville helst have været lagt sammen med Aabybro og Brovst, men da vi fandt ud af, at de ville have Brønderslev med i fusionen, så kunne vi godt se, at vi stod dårligt, fortæller Leif Stevn, formand for SID Pandrup. Efter nogle indledende møder vedrørende samarbejde mellem de tre afdelinger i Aabybro, Brovst og Pandrup, kommer ordet sammenlægning hurtigt på banen, da SID, KAD og TIB gik i seriøse forhandlinger om fusion. På dette tidspunkt modtager de tre afdelinger en forespørgsel fra SID Brønderslev om at komme med. Næstformand i SID Pandrup, Jørgen Madsen, skriver en mail til de andre vedrørende forespørgslen. - Den hører jeg ikke noget for, indtil en dag, hvor Aabybro indkalder til møde, hvor der under punkt 2 står: ”Velkomst til Brønderslev afdeling i samarbejdet”, siger Jørgen Madsen, der herefter tog umiddelbart kontakt til den på daværende tidspunkt sygemeldte Leif Stevn. - Det første, jeg tænkte, var, at det kunne jeg sgu ikke leve med, siger Leif Stevn. Mødet blev holdt 17. juni i Aabybro, hvor Jørgen Madsen meddeler Aabybro og Brovst, at sammenlægningen er uden Brønderslev, hvis formand Orla Thomsen er med til mødet. - Grunden til, at vi ikke ville have Brønderslev med er, at vi mente, at der ville være større chance for, at vi kunne fremtidssikre et funktionsdygtigt kontor her i Pandrup samt at vi passer bedre politisk sammen med afdelingerne nordpå end med Aabybro, Brovst og Brønderslev, siger Leif Stevn med henvisning til de udtalelser som formanden for SID Aabybro kom med i NORDJYSKE i torsdags. (læs mere nedenfor) Det var først på et møde 6. oktober, at SID Pandrup luftede tanken om at fusionere nordpå. Her meldte Brovst ud, at de stillede som krav, at Brønderslev blev en del af fusionen. I løbet af oktober mødtes eller snakkede Leif Stevn og Jørgen Madsen med afdelingerne nordpå, der alle hilste afdeling Pandrup velkommen. - Men det var først, da jeg om aftenen 4. november - dagen før vi skulle ”tegne fusionskortet” for forbundets lokalstrukturudvalg - finder ud af, at vi er sat sammen med Aabybro, Brovst OG Brønderslev, at jeg meddeler styregruppen, at vi vil fusionere med Løkken/Vrå, Sindal og SID T og A i Hjørring, fortæller Leif Stevn.