Sidder her ikke til pynt

Stresset? Ja, er du sindssyg!, lyder det fra SF'eren Anne Baastrup

En blank aften, det tegner ikke godt. Anne Baastrup rynker panden og bladrer lidt forvirret i kalenderen. Sandsynligvis har hun glemt at notere et møde, for de sjældne friaftener plejer at være tydeligt markerede i kalenderen. Reserveret til familiemiddag eller barnebarnet Malte. Som kvinde i oppositionen er SF'eren medlem af den gruppe, der ifølge Nordjyskes folketingsundersøgelse har størst problemer med stress. Anne Baastrup sidder på sit kontor i Folketinget, som hun deler med kollegaen Villy Søvndal og deres fælles sekretær. Papirbunkerne fylder godt på de tre sammenstimlede borde og væggene er klistret til med bøger og rapporter. Måske for at pirke til den evindelige lille sorte samvittighed over, at hun aldrig når at fordybe sig i dem. - Jeg prøver at reservere to timer dagligt til kun at læse, skrive artikler og nå et spadestik dybere, men dagene ender altid anderledes, end jeg har planlagt. Så ringer journalister eller borgere, som vil have en sag taget op eller svar på et spørgsmål. Og jeg tager mig god tid til at forklare tingene, for jeg synes ikke, at jeg sidder her til pynt, forklarer Anne Baastrup. Samtidig gælder det om at følge med i dagsordenen fra de andre partier og medierne, og overveje hvornår man skal gå ud med hvilke markeringer. - Bare på retsområdet er der jo næsten dagligt nye ting, siger Anne Baastrup, som også er formand for Folketingets retsudvalg. Derfor er hun vant til at blive ringet op af Radioavisen klokken seks om morgenen, hvor der lynhurtigt skal falde en kort og klokkeklar kommentar til en avisnyhed, som hun på det tidspunkt ikke har læst selv. Samtidig skal hun være klar til at aflyse dagens program, hvis en sag brænder på i Folketingssalen. - Jeg er klart mere stresset nu end under den tidligere regering, fordi jeg synes, at denne regering er i fuld gang med at smadre al ordentlig politik. Men skal man overbevise folk om, at vi sidder med den rigtige løsning, så skal vores forslag også være gennemtænkte. Der er ikke plads til fodfejl, sig Anne Baastrup, som siden 4. august har arbejdet på fuld tryk med at forberede forslag til denne folketingssamling. Hun betegner dog sig selv som positivt stresset. Hun elsker arbejdet og vil gerne knokle. Til gengæld bruges alle ledige weekender på at koble af i sommerhuset i Bogense, for ellers ville de blive tilbragt på Christiansborg. - Men jeg er blevet god til at være i nuet. Er jeg til debatmøde, så er jeg der og nyder det i stedet for at sidde og stresse over alt det, jeg ikke når. Stiger stressen mig alligevel til hovedet, så eksploderer jeg og går videre eller kryber en tur under dynen.