Sidste årgang fra den gamle skole

1.g'er har fået forsmag på reform med mere gruppearbejde

HOBRO:Der er lagt op til meget mere gruppearbejde for de elever, der begynder på Hobro Gymnasium og HF-kursus efter sommerferien. De nuværende 1.g har fået en forsmag på, hvad der venter dem, der skal tage livtag med gymnasiereformen. Det fortæller fire elever fra 1.g, som NORDJYSKE møder på gymnasiet. Louise Moth Jensen, 1.a, Camilla Harbo Strandholt, 1.x, Kenn Hadsund, 1.y og Martin Thostrup, 1.p., er blandt de sidste fra "den gamle skole". - Vi har været prøvekaniner for det nye. Der er meget mere gruppearbejde end vi havde hørt, der skulle være. - Det er godt, for så lærer man at tage ansvar for egen læring. Man er nødt til at bidrage med noget i gruppen, siger Camilla Harbo Strandholt. Louise Moth Jensen supplerer: - Hvis man er 28 i en klasse, er det ikke sikkert, at læreren lige har tid til at hjælpe en. Når man arbejder i grupper, kan man støtte hinanden. Det er Martin Thostrup enig i, men han synes det er vigtigt, at lærerne holder øje med de elever, der ikke klarer gruppearbejdet så godt. Ellers risikerer de at blive tabere i den nye reform. Den flerfaglighed, der kommer til at præge undervisningen på det lokale gymnasium efter sommerferien, har Kenn Hadsund og hans klassekammerater allerede stiftet bekendtskab med. - Vi har været igennem et spændende forløb med både fysik og matematik, der handlede om vikinger og navigation. Vi fik meget frie tøjler undervejs, men det hele skulle munde ud i en perfekt rapport, fortæller han. Hvis de fire 1.g'er fra Hobro Gymnasium og HF-kursus var i 9. og 10. klassernes sted, ville de finde gymnasiets "lykkehjul", der repræsenterer de ti nye studieretninger, meget uoverskuelig. Louise Moth Jensen peger på, at det nuværende gymnasium er en almen uddannelse, der åbner mange døre. Efter reformen bliver det efter Louise Moth Jensens mening mere afgørende, hvilke fag man har valgt til og fra, når man sidenhen søger ind på en videregående uddannelse. Til elever i 9. og 10. klasse, der skal træffe et valg om deres fremtid, har de fire 1.g'er kun dette enkelt råd: Vælg studieretning efter det, der interesserer dig mest. - Og så skal de ikke vælge hf, bare fordi det er kort. Så hellere tage et år mere i det almene gymnasium, hvor der er bedre tid til fordybelse, lyder rådet fra hf'eren Martin Thostrup.