Sidste chance til farmen

Sommeren over giver vore anmeldere forslag til bøger, der kan smides i kufferten til ferierejsen. Vores anmelder gennem flere end 40 år, Jens Henneberg, giver første bud

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

karen blixens "Den afrikanske Farm" har Jens Henneberg altid kæmpet med. Nu får den en sidste chance.

Bøger har altid været en del af min tilværelse. De har fulgt mig på godt og ondt fra de første Otabøger (havregrøden skred lettere ned, når man vidste, at der ventede en bog med historiske noveller eller Lieberkinds vidunderlige beretninger om dyr). Tiderne er gået, bøgerne er skiftet, men de har været der altid. Nogle af dem har vist sig at være uopslidelige. De svigtede aldrig; og nogle af dem vil jeg gerne genlæse. Andre er der knyttet velkomne minder til, dem tager jeg jævnligt frem, og atter andre kom jeg ingensinde helt overens med, selvom jeg har fået tudet ørerne fulde med, at de var/er stor litteratur. Sådan har jeg det med Karen Blixens “Den afrikanske Farm”. Tal har jeg ikke på, hvor mange gange jeg er begyndt på den med den bedste, den mest fordomsfrie vilje, og hver gang er det gået galt. Jeg har keder mig gudsjammerligt, kan ikke få den til at hænge sammen, og derfor springer jeg i den. Der er afsnit, jeg ikke vil have undværet, f.eks. “Jeg slipper dig ikke før du velsigner mig”. Jeg vil tage “Den afrikanske Farm” med på ferie og endnu engang gøre mit bedste for at få den læst - jeg vil ikke slippe den, før den velsigner mig, men så vil jeg slippe den! Når jeg vil tage Johannes Jørgensens digtsamling “Stemninger” med, skyldes det en ganske bestemt oplevelse: Om aftenen 29. maj 1956 var jeg af professor Oluf Friis, en mand, der kom til at betyde meget for mig, inviteret på en spadseretur på bl.a. Chr. Wintherstien langs Furesøen, og da vi mødtes, fortalte han mig, at Johannes Jørgensen var død. Naturligvis skulle vi snakke Chr. Winther og hans kærlighedssorger og “Flyv, fugl, flyv over Furesøens vove” på denne stille forårsaften, men klarest står for mig Oluf Friises fremsigelse af de to første strofer i Johannes Jørgensens digt “Ahasverus”: Stille lider sommernatten, og det hvide stjernesand rinder bort, mens dagen ulmer langs nattehimlens rand. Aftenrødens glemte dagglød ulmer dybt i nattens grund - som en sidste vinrest gløder i en bleggrøn Rømers bund. Da jeg var kommet hjem, fandt jeg digtet frem - og det slutter “o evighed! jeg er i dine hænder”. Ellers er det litteratur i den overkommelige afdeling, jeg vil tage med. Men man skal nok vogte sig, for der ligger mange år imellem. Livstrangen var måske voldsommere, dengang man læste bogen første gang, følelserne foldede sig måske mere ubehersket ud, intellektet har måske styret én mod en køligere og mere driftsikker livs- og oplevelsesform. Længe har jeg haft lyst til at genlæse den schweiziske forfatter Jeremias Gotthelfs vel halvandet hundrede år gamle roman “Den sorte edderkop”. Den bog husker jeg. Den fortæller om en magtsyg kvinde i et lille bondesamfund. Hun indgår en djævlepagt med Fanden selv, der besvangrer hende, hvorefter hun føder en mængde små sorte edderkopper, der som den sorte død næsten affolker egnen. Til sidst forvandles kvinden selv til en edderkophun, der dræber sin mand. Hun repræsenterer djævelens onde kraft, og hun lammes først, da moderen til et nyfødt barn lider døden ved edderkoppens bid, mens hun tvinger den ind i det hul, som hun har boret i en bjælke. Herfra befries den igen af en djævelsk karl, og nu kommer pesten tilbage, men den sagtmodige Christen får magt over edderkoppen under påkaldelse af Gud, men også han må lide offerdøden. For mange år siden læste jeg Stefan Zweigs “Skaknovelle”. Dels har Stefan Zweig og hans tragiske skæbne altid fascineret mig. Hans borgerlige humanisme har for mig stadig dannet en solid kontrast til de nationalsocialistiske terrormetoder, og han er for mig inkorporationen af den måde, vi med vor vesteuropæiske, humanistiske baggrund skal møde terror. Og om det handler denne skaknovelle, der konfronterer to geniale skakspillere om bord på en passagerdamper. Den ene er verdensmesteren, Mirko, en primitiv, analfabetisk og arrogant herre, der næsten automatisk behersker skakspillets kolde logik. Han udfordres, men alle taber, indtil en østrigsk emigrant griber rådgivende ind i spillet og tvinger den iskoldt beregnende Mirko til remis. Det viser sig, at redningsmanden har været fængslet af Gestapo i et hotelværelse og hermetisk afskåret fra samvær med andre. Han rekapitulerer her 150 mesterpartier i skak, og disse intellektuelle eksercitser giver ham styrke til at modstå Gestapos forhør, men til gengæld angribes han af nervefeber. For første gang efter fængslingens ophør spiller han nu mod en kongenial modstander, som han i første parti slår suverænt. Han siger imidlertid ja til en revanche, men angribes nu af feberen og må opgive spillet. Sensibilitet og differentieret intelligens besejres af den brutale mangel på ånd. Jeg tror, at Zweig gennem denne resignative slutakkord vil pege på den fare, vesterlandenes kultur er udsat for gennem en bestemt form for magtpraksis. Således læst bliver novellen en politisk anklage og et memento til vor tid, for hjælpeløsheden er begrundet i den borgerligt-æstetiske humanisme, som på grund af sin upolitiske karakter måtte blive et både let og nødvendigt offer for fascismen - for terrormetoder!