Mygdal

Sidste dag i Mygdal Nærkøb

MYGDAL: Dagen i går var den sidste, hvor Poul Nimand stod bag disken som forpagter af Mygdal Nærkøb. Endnu er det uvist, om der kommer en efterfølger, så butikken drives videre. I følge formand for Mygdal Dagligvareforening Mogens Klausen "er der stadig noget i kog", men for Poul Nimand var det definitivt sidste dag som forpagter. Han har haft butikken de seneste tre år, og tidligere drev han den gennem ti år sammen med sin kone Grethe Nielsen. - Jeg synes, det er synd for borgerne, at der måske ikke længere er en indkøbsmulighed i Mygdal, men der skulle lige have været handlet for en ti'er mere hver gang. Så var det gået, siger Poul Nimand. Han har haft op mod 75 arbejdstimer om ugen og glæder sig til en normal hverdag. Jeg skal se morgen-tv i morgen (torsdag, red.). Det har jeg faktisk aldrig prøvet før. Endnu ved jeg ikke, hvor jeg står rent arbejdsmæssigt, men det skal jeg til at se på, siger Poul Nimand. For ham har indtægterne ikke stået mål med indsatsen, men Mygdal Dagligvareforening kæmper fortsat for at få gang i butikken igen. - Vi holdt informationsmøde tirsdag aften i samarbejde med borgerforeningen, og 35 mennesker mødte op. Vi har stadig tilsagn om borgerstøtte på 50.000 kr. til en eventuel ny købmand, og vi håber stadig. Forretningen har stor betydning for byen, soger Mogens Klausen. Uanset hvad der sker, indklader foreningen, der ejer butikslokalerne, til generalforsamling i Mygdal Dagligvareforening indenfor 14 dage-tre uger.