Sidste dag i skolen

BROVST:Fredag morgen siger folkeskolernes afgangselever farvel til hverdagen på festlig vis. Skovsgårdskolen, der ikke længere har 10. klasse, skal tage afsked med 27 elever i 9. klasse. Det sker efter traditionen fra morgenstunden med et optog gennem byen, hvor hele skolen deltager, med afgangseleverne i spidsen. Derpå drikker 9. klasse kaffe med lærerne, mens 8. klasse får lov at være lærere for de yngre kammerater. Herpå indbyder 9. klasse til show på plænen med konkurrencer, hvor lærerne kan opleves på slap line. Når løjerne er slut, drager de store til Fårup Sommerland. På Brovst Skole er sidste skoledag først og fremmest 10. klasses farvel, men de 47 9. klasseelever drikker kaffe hjemme hos deres klasselærere. De 36 10. klasses elever spiser morgenmad med lærerne på skolen allerede kl. 7, og i første time kommer de rundt i klasserne og deler karameller ud. Derpå står 10. klasserne for underholdning for hele skolen, og til slut afvikles en fodboldkamp med udvalgte lærere, inden turen går til Fårup Sommerland. Sidste år gik det traditionelle vandpjaskeri sidste skoledag over gevind, og derfor er der nedlagt forbud mod det i år, fortæller skoleinspektør Maja Thomsen. Nu forestår nogle spændende uger med mundtlige prøver. Elevernes og forældrenes endelige farvel til skolerne med dimission og overrækkelse af afgangsbeviser finder sted tirsdag 17. juni i Skovsgård og onsdag 18. juni i Brovst.