Retspleje

Sidste dag med de store papirstakke

Nu er der lukket for al tinglysning frem til 8. september

SIDSTE DAG med gammeldags tinglysning på kontoret i Hobro betød susende travlhed hos medarbejderne. En historisk dag var det. Nu overgår al registering af fast ejendom i Danmark fra papir til computer. Foto: Michael Bygballe

SIDSTE DAG med gammeldags tinglysning på kontoret i Hobro betød susende travlhed hos medarbejderne. En historisk dag var det. Nu overgår al registering af fast ejendom i Danmark fra papir til computer. Foto: Michael Bygballe

HOBRO:På landets tinglysningskontorer er det sidste dag med stakkevis af dokumenter, som skal registreres på computer. Fra kl. 12 holder kontorerne lukket, og når tinglysningen åbner igen 8. september kl. 9, er det hele samlet i Hobro og kører på en elektronisk platform via internettet. Retspræsident Søren Sørup Hansen fra Tinglysningsretten i Hobro ser ingen særlige problemer i, at der er lukket for tinglysning i to en halv uge: - Rundt om på de hidtidige tinglysningskontorer har sagsbehandlingstiden jo også varieret. Nogle steder har man kunnet klare tingene fra dag til dag, mens der andre steder har været op til tre ugers ventetid. Denne pause, vi nu holder, er ikke meget anderledes. Premieren på det nye elektroniske tinglysningssystem er blevet udsat to gange, men nu skulle systemet være klar til brug: - Den sidste udsættelse skyldtes nemlig, at vi ville være sikre på, at systemet fungerede, som det skulle. Vi har testet det i seks måneder på en måde, der ligner den belastning, som det i virkeligheden vil blive udsat for, og det fungerer som det skal, siger Søren Sørup Hansen. Ingen garanti mod fejl Han erkender dog, at ingen kan garantere, at et nyt system vil køre fejlfrit fra dag ét: - Der er tale om et stort system, som oven i købet er et af de første i verden. Desuden kan vi naturligvis ikke fuldt ud vide, hvad der sker, når vi slipper hele Danmarks befolkning løs på tinglysningssystemet. Vi ved ikke på forhånd, præcist hvor meget befolkningen vil bruge systemet, eller til hvad det vil blive brugt. - Men netop derfor er tiden frem til nytår sat af til indkøring, og i den periode kan det hele komme til at gå lidt langsommere, end det vil være tilfældet senere, siger Søren Sørup Hansen, der i de senere måneder har måttet svare på mange kritiske spørgsmål om det nye tinglysningssystem: - Der vil altid være kritik, når et system, der har kørt i 100 år, skal afløses af noget nyt. Men der er ikke hold i den kritik, der har været fremført. Det nye system vil være langt sikrere end det gamle, fastslår han.