Sidste finpudsning før besøget

Hirtshals 12. juni 2003 08:00

HIRTSHALS: Hele byen er i de seneste dage blevet gjort ren i anledning af regentparrets besøg i dag. Gågaden er blevet overhængt med små dannebrogsflag, der er slået græs ved grøftekanter og på skråninger, fejet, luget, samlet skrald, malet m.m.m.. Forskønnelsesprojekter er fremskyndet. F.eks. er der på Skagerakvej bygget et bolværk eller et indhegnet stendige nedenfor den sydvestlige skråning. Noget der var projekteret til at blive udført i år, men altså i anledning af festdagen i dag blev gennemført på rekordtid. Hirtshals Rådhus har fået nye handicapvenlige skydedøre - ikke et projekt, der just kan beskyldes for at være fremskyndet, men nu kom de altså. Servicemedarbejderne på Grævlingevej har længe puklet og maset for at rydde op og gøre pænt til regentparrets besøg i dag. Onsdag var så dagen, hvor den sidste finish i form af flagstænger og afspærringer skulle sættes op og den allerseneste og sejeste ukrudt mellem rådhuspladsernes brosten luges væk. I hallen ved Materielgården står 10 smukke store runde blomsterkummer, som afdelingens grønne medarbejdere Winnie Jensen og Asger Christensen har kreeret. - Blomsterkummerne kommer først ud torsdag morgen. Det hårde klima med barsk vind og tunge regnbyger kan let ødelægge noget. Sarte udendørs blomster og Hirtshals passer i det hele taget dårligt sammen, forklarer lederen af Materielgården Jan Laustsen. I forklaringen ligger også en skjult bekymring for eventuelt hærværk, hvilket han dog benægter. - Jeg tror ikke, der er nogen her i byen, der kan finde på den slags lige nu. Det havde været noget andet, hvis vi havde haft hedebølge forud for besøget, eller hvis Dannebrog f.eks. var kommet en lørdag, mener han. - En af de mere specielle opgaver for os i Serviceafdelingen bliver at rulle de røde løbere ud på begge sider af Hirtshals Rådhus. Det har vi aldrig prøvet før, fortæller Laustsen. Men ellers mener han, at afdelingen har rimeligt styr på sagerne. Og selv om der bliver noget at tage vare på i såvel aften-, natte- og morgentimerne, er han fuld af fortrøstning for, at regentparrets besøg vil forløbe planmæssigt i dag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...