Sidste forslag fra regionalordfører

Ole M. Nielsen forlader Folketinget i morgen, men forsøger til det sidste at skaffe midler til egnsudvikling

EMNER 9. september 2002 08:00

KØBENHAVN: Kristeligt Folkepartis Ole M. Nielsen, Frederikshavn, er aktiv politiker til det sidste. I morgen holder partiet afskedsreception for ham i Folketinget, og han er reelt fratrådt, men når Kristeligt Folkeparti i dag fremlægger sine krav til næste års finanslov, er han alligevel med. Det er i form af et forslag om 100 millioner kroner til udviklingsprojekter i de områder af landet, hvor udviklingen er svagest. Ole M. Nielsen har været sit partis regionalpolitiske ordfører, og fremsatte forslaget i foråret i en folketingsdebat, hvor regeringen og Dansk Folkeparti stemte det ned. De tre partier har flertal i Folketinget, så det hjalp ikke, at resten af partierne syntes, det var en god ide. Nu er forslaget en del af Kristeligt Folkepartis finanslovsudspil. - De 100 millioner kroner skal bruges til statslig medfinansiering, siger Ole M. Nielsen. Det kræver, at der skal være et samarbejde mellem det offentlige og erhvervsinteresserne i området, som det allerede sker nogle steder. Inden for rammen på 100 millioner skal der også gives transportlettelser til de tre øer, der er selvstændige kommuner: Ærø, hvor der er to kommuner, Læsø og Samsø. - Behovet er jo meget aktuelt for Læsø, hvor staten har solgt havnen i Frederikshavn til kommunen med det resultat, at havneafgiften for Læsø-færgen er sat så voldsomt op, at rutens økonomi trues. Her må staten absolut hjælpe, siger Ole M. Nielsen. Ole M. Nielsen forlader Folketinget af helbredsgrunde. Han er valgt i Nordjyllands Amt, hvor mandatet overtages af Mogens Nørgaard Pedersen, Birkelse, der også overtager Ole M. Nielsens post som Kristeligt Folkepartis regionalpolitiske ordfører.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...