Sidste frist for at slippe for moms på salg af ejendom

Travlhed med at sælge grunde og starte byggerier, inden ny lov træder i kraft 1. januar

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hvis man skal undgå at betale moms ved salg af en nybygning, skal soklen være påbegyndt før 1. januar. Arkivfoto

Hvis der lige nu er ekstra travlt rundt omkring i kommunerne med at udstede byggetilladelser, så er der en god grund til det: 1. januar træder en ny lov i kraft, hvorefter der skal betales moms ved erhvervsmæssigt salg af byggegrunde og nyopførte bygninger. Kun hvis en nybygning er påbegyndt før nytår, slipper man for momsen ved et senere salg. Derfor har mange entreprenører og byggefirmaer lige nu travlt med at få spaden i jorden. - Da loven blev vedtaget sidste år, fik den overraskende lidt opmærksomhed. Men det får den nu, for det begynder at haste, hvis man skal nå at slippe for momsen, siger statsautoriseret revisor Thomas Skou Jacobsen. Stor interesse Han er partner i revisionsfirmaet Beierholm, der lige nu får masser af henvendelser fra kunder, der vil vide, hvad de skal gøre for at undgå momsen. - Det er klart, at interessen er stor. Når der fra den ene dag til den anden skal betales moms, må sælger enten lægge 25 procent oven i prisen eller selv betale en del af momsregningen. Det sidste er nok det mest realistiske, sådan som markedet er lige nu, vurderer Thomas Skou Jacobsen. Den vurdering deler erfarne erhvervsmæglere. - Alt andet lige er en prisstigning på 25 procent ikke realistisk. Denne lov er i det hele taget ikke lige, hvad ejendomsmarkedet har brug for nu, siger Torben Nielsen, partner hos Colliers Hans Vestergaard i Aalborg. - I over et år har vi vidst, at loven ville komme, så der er sket en vis tilpasning af priserne. Men det er klart, at det kommer til at gøre ondt i måske et par år, indtil markedet har fundet et leje, siger Steen Royberg, partner i Nybolig Erhverv Aalborg. - Når det gælder byggegrunde, skal man dog huske på, at selve grunden som regel kun udgør en lille del af den samlede pris ved et byggeri, påpeger Steen Royberg. Kun erhvervsmæssigt salg De nye momsregler blev vedtaget i forbindelse med skattereformen i 2009. - Det er vigtigt at understrege, at reglerne kun gælder erhvervsmæssigt salg, siger Thomas Skou Jacobsen. - En privatperson, der udstykker en enkelt grund fra den grund, han selv bor på, skal som udgangspunkt ikke betale moms. Det skal derimod en landmand, der udstykker en hel mark. Men det er lidt en gråzone, hvor grænsen går, siger revisoren. - Med hensyn til nybygninger er der krav om, at byggeriet skal være påbegyndt inden 1. januar, hvis der ikke skal betales moms af et senere salg. Ved "påbegyndt" menes, at sokkelarbejdet skal være påbegyndt. Så en byggetilladelse og et første spadestik er altså ikke nok, forklarer Thomas Skou Jacobsen.