Skagen

Sidste frist til at foreslå Årets Borger

SKAGEN KOMMUNE: I dag er sidste frist for på nedenstående kupon at foreslå en kandidat til titlen som Årets Borger 2003 i Skagen Kommune. NORDJYSKEs læsere afgør det hele ved afstemning. NORDJYSKE Mediers dagblad har til og med i dag jævnligt bragt en kupon, hvorpå man kan indstille en person. Vi stiller krav om, at personen, der kåres, bor i kommunen. Derimod kan alle indstille en person til hæderen. Vi anmoder læserne om at indsende kandidater til titlen, og vi beder om at få en kort og præcis begrundelse. NORDJYSKE vil løbende fortælle om disse kandidater, men det haster. Søndag 14. december - morgen tidlig - er sidste frist for at komme med kandidater. Torsdag 18. december bringer vi så en liste - stemmeseddel - over kandidaterne, og læserne kan være med til at stemme på Årets Borger. Stemmesedlerne skal vi have senest mandag 22. december, hvor vi kårer Årets Borger i Skagen Kommune. Hvem det bliver, offentliggøres i dagbladet i ugen mellem jul og nytår. Vi offentliggør onsdag de sidste kandidater, og der er mange forslag også i år. Blandt de seneste forslag er formanden for den lokale afdeling af Dansk Handicapforbund, Kaj Hansen. Edith Nielsen, Dr. Alexandrinesvej 24 i Skagen skriver: - Han gør et meget stort arbejde for Skagen Handicapforbund. Også forfatteren og journalisten Claus Jacobsen er nu kandidat, og det skyldes skipperskolens forstander, Jørgen Chr. Jensen, Norgesvej 17 i Frederikshavn, der skriver: - Claus Jacobsen er mit forsalg, fordi han med stort engagement sælger Skagen på en meget professionel og sober måde. Skagens hovederhverv, fiskeriet, har en uovertruffen talsmand i Claus Jacobsen. Rigmor Thomsen, Birkeparken 14 i Aalbæk, foreslår Knud Bilde, der i mange år har været en dygtig leder i Aalbæk FDF. - Knud Bilde er så god til at arbejde med og for andre mennesker, og han har et pænt sprog. Korpsleder i Frelsens Hær, Jytte Ulrichsen, har mange støtter: Jønne Jenne, Doggerbanke i Skagen: - Jytte har et godt hjerte og vil gerne dele med andre. Diana Thorborg, Polarsrtjernevej 18 i Skagen: - Jytte er så sød og naturlig og tænker på de svage.