EMNER

Sidste gavebod før valget...

Nej til overbud og ja til ansvarlighed. Dét bliver et af Bendt Bendtsen og De Konservatives valgslogans - og det er jo så klokkerent, som det kan være, for hvem vil stemme på politikere, der ansvarsløst frådser med skatteydernes penge? Og så udmønter den konservative ansvarlighed sig alligevel på samme måde, som den har udmøntet sig hos stort set alle andre partier de seneste måneder: Bendt Bendtsen har taget spendérbukserne på, for under valgkampen tror han som de fleste andre politikere, at vælgerne ikke kan gennemskue, at indenunder sidder overtræksbukserne. Vejen til mange vælgeres hjerter går gennem tegnebogen - ja, nogle gange ligner det ligefrem en ensrettet, tresporet motorvej - og De Konservative er med på motorvejen. Bendt Bendtsen henviste til ¿den politiske virkelighed¿, da de konservative før-julegaver blev pakket ud. Og regeringens juniorpartner går blandt meget andet til valg på, at børnefamilier skal kunne trække udgifter til rengøringshjælp fra i skat, at der skal lukkes for lukkedage i daginstitutioner, at det offfentlige skal have mere fleksible åbningstider, og at trængte børn skal have lektiehjælp. Det er ikke bemærkelsesværdigt, at De Konservative fortsat har visionen om skattelettelser - men det er værd at bemærke, at partiformanden ikke denne gang har lovet nagelfaste skattelettelser. Måske, fordi der trods alt skal temmelig meget guld til at finansiere de grønne skove, hvilket vist også er elementær konservativ politisk børnelærdom. Men det konservative udspil kommer på et tidspunkt i det månedlange valgkampforløb, hvor politiske løfter stort set kun kan opfattes som variationer over det samme tema. Alle vil give vælgerne næsten alt. Den eneste toppolitiker, oven i købet statsministerkandidat, der har erklæret at ville tage noget fra vælgerne, er Helle Thorning-Schmidt (S). Hvis hun kommer til fadet, fjerner hun de 10 milliarder kroners skattelettelser, som regeringen på konservativt iniativ ellers vil ryste op med. Pengene skal i stedet gå til velfærdsgaver. Engang var der en gøgler, der rejste land og rige rundt i sin campingvogn med skiltet ¿Sidste bamsebod før grænsen¿. I øjeblikket er der lidt for mange politikere, der rejser rundt i deres campingvogne med skiltet ¿Sidste gavebod, før valggrænsen er nået¿. Det kalder de nej til overbud og ja til ansvarlighed.