Sidste heksehistorie

Litteratur 19. september 2003 06:00

ROMAN Anne Rice: "Taltos" Sidste kapitel i Anne Rices heksetrilogi er nu blevet oversat til dansk. I "Taltos" stifter vi bekendskab med taltosen Ash, der lever i den overbevisning, at han er den sidste af sin race - en race, der er kendetegnet ved at være meget høje, meget skønne og leve i meget lang tid. Rygter om en anden taltos i Skotland bringer ham i kontakt med Rowan Mayfair, der i den forrige bog "Lasher" fødte - og dræbte - en taltos. Samtidigt er der dog onde kræfter på spil, der har skumle hensigter med den kvindelige skotske taltos. Har man læst de første to bøger i serien, er man næsten nødt til at læse "Taltos". Også selv om den faktisk ikke er specielt god. Bevares, Anne Rice er stadig en glimrende historiefortæller, og "Taltos" er knap så lang som andre af hendes murstensværker - slutningen kommer til at virke nærmest brat. Håndværket er også på plads, og sprogligt er det som altid en fornøjelse at læse. Men der mangler noget elementær spænding. Ikke en eneste gang gribes man af bogen, der også lider under en mangel på egentlige skurke. Det er svært at blive bange for de onde, ligesom det også er lidt svært at sætte sig ind i, hvad det egentlig er de vil. Forklaringen virker i hvert fald en smule for tilfældig. Nærmest som en undskyldning for deres ondskab. Selve fortællingen og den opdigtede myte kan stadig fascinere, men langt fra i samme grad som fortællingerne om Louis, Lestat, Armand og alle de andre vampyrer i "En vampyrs bekendelser", "Mørkets Fyrste" og så videre. Er man stor fan af Anne Rice, kan "Taltos" dog godt anbefales. Martin Rask Pedersenmartin.rask.pedersen@nordjyske.dk Anne Rice: "Taltos" Oversættelse: Marianne Børch 509 sider, 369 kroner. Lindhardt og Ringhof

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...