Sidste hjemmekamp

HJØRRING:Guld bliver det ikke til, for Fortuna Hjørrings fodboldpiger i denne sæson, og de må i stedet belave sig på at modtage sølvmedaljerne for femte gang, med mindre der sker helt utrolige mirakler. - Vi regner jo nok ikke med, at Brøndby smider seks point i de sidste to kampe. Men hvis de gør, siger vi selvfølgelig tak, lyder det med et grin fra målvogter Heidi Johansen. Et grin, der også viser, at truppen er kommet sig over nederlaget til Brøndby i mandags i en kamp, hvor Brøndby efter al sandsynlighed sikrede guldet. I dag gælder det Skovbakken i den sidste hjemmekamp i denne sæson. - Vi havde det svært mod Skovbakken sidste gang, hvor vi først sikrede sejren i overtiden, så på den måde har vi en lille revanche til gode. Vi håber, tilskuerne kan få noget at glæde sig over, siger målmanden. Op til kampen har der været tvivl om Runa Vikestad, der fik et gevaldigt slag i kampen mod Brøndby, men lige nu tyder det på, hun spiller.ols

Forsiden