Sidste kamp med klike

Kasper Risgård takker af og kender stadig ikke sin fodboldfremtid

Kasper Risgård - her i AaB-trøjen - skifter til Silkeborg.
Foto: Lars Pauli

Kasper Risgård - her i AaB-trøjen - skifter til Silkeborg. Foto: Lars Pauli

AALBORG:10 år i AaB får ende for midtbanespilleren Kasper Risgård, når han i dag takker af med sin 155. kamp for klubben i SAS Liga-opgøret på udebane mod FC Nordsjælland. Men hvad fremtiden byder, rent fodboldmæssigt, det ved 26-årige Risgård stadig ikke. Han går ind til sommerferie, uden at vide, hvilken by, hvilken klub, ja hvilket land, han skal spille i om en måneds tid. Og han løber ikke fra, at hans egen indsats på banen har været under indflydelse af den uklarhed, han har haft, og stadig går i. - Jeg vil i hvert fald lyve, hvis jeg siger, at jeg ikke har tænkt over det. - For et par måneder siden, da tænkte jeg ikke så meget over det. Det lå så langt ude i fremtiden. Men den seneste måneds tid har det ikke været helt optimalt for mig. - Jeg har også kunnet mærke på min nattesøvn, at det har været lidt svært at sove. - Man vil gerne have noget på plads, og kan alligevel ikke få det. Hans nej tak til en kontraktforlængelse med AaB ser han ikke kun i et økonomisk perspektiv, men også i et udviklingsøjemed. - Udlandet har klart førsteprioritet for mig nu. - Men det skal også være det rigtige tilbud. Det skal være attraktivt, og så skal det være en klub med ambitioner, jeg skal til. - Og du har is i maven? - Tjah, det er sådan her, fodboldverdenen somme tider er. Det har påvirket mig, at jeg står i denne situation. - Men nej, jeg har aldrig fortrudt, at jeg har sagt nej til en ny AaB-kontrakt. Skal jeg videre, så er det nu, og jeg føler, at jeg skal ud og have ny inspiration, siger Kasper Risgård. Vemodigheden er dog ved at snige sig ind over ham, efter at han netop har afsluttet den sidste træning med truppen, dagen før FCN-kampen. - Jeg har haft en fantastisk tid i en klub, der betyder utrolig meget for mig. - AaB vil altid have en speciel plads i mit hjerte, så det er en meget speciel dag mod FC Nordsjælland. Og det sidste indtryk ved Kasper Risgård godt, hvordan han kunne tænke sig at det bliver: - Vi vil gerne ud og slutte af med en sejr, ikke kun for vores egen skyld, men også for klubben og for vore fans. - Vi har ikke haft et godt forår i SAS Ligaen. Folk har virket lidt slidte, lidt trætte efter en lang sæson med rigtig mange kampe. - Det har været en mærkelig halvsæson, hvor vi egentlig starter rigtig godt - men de seneste mange kampe, ja det har ikke været godt nok. Om man skal forvente at se Kasper Risgård tilbage på Aalborg Stadion svarer han således på: - Ja, det ved jeg ikke. Det må fremtiden vise. - Aalborg Stadion er et fantastisk sted at være. Der har vi haft nogle mindeværdige kampe, specielt de seneste to et halvt år. - Jeg vil gerne prøve at være tilbage på et tidspunkt, men det kommer også an på, hvad karrieren bringer. I dag er det ikke kun Kasper Risgård, som takker af. Hans makker i "motorrummet" på AaB's midtbane, Thomas Augustinussen, spiller også afskedskamp, men under helt andre fremtidsperspektiver. Han har tegnet en givtig kontrakt med de østrigske mestre fra Red Bull Salzburg. Og sidste kamp er det endvidere for sydafrikanske Siyabonga Nomvethe, mens andre to spillere, som i dag er rejst hjem, også er fortid i AaB: hollandske Steve Olfers og jamaicaneren Luton Shelton.