Sidste krampetrækning?

Det er så hyggeligt. Efterhånden pryder de alle fortovskanter i det ganske, danske land: Postkasserne.

EMNER 26. november 2011 05:00

De, der før var gemt af vejen - undseeligt ophængt ved indgangsdøre og under bladhang - kommer nu til ære og værdighed og står klar til at modtage dyngevis af feriehilsener, kærestebreve, penneven-korrespondancer og underretninger fra det offentlige. Det bliver dejligt. De fløjtende postbude vil kækt fylde vores nyopsatte postkasser med breve og postkort, og vi modtagere bliver berigede af bevingede ord trykt eller håndskrevet på papir. Der mangler kun én ting: Brevene. Færre og færre privatpersoner skriver til hinanden på gammeldags manér i disse mail/Facebook/sms-tider, og det offentlige er i høj grad ved at vænne os til digital kommunikation og interaktion. Ikke desto mindre blev der under den forrige regering gennemført en lov om, at "at alle danske husstande inden udgangen af 2011 skal have brevkasse i skel", som det hed i den skrivelse, Post Danmark omdelte i foråret til alle os husejere. I samme brev kunne man læse, at det danske postmarked nu er ved at blive endeligt liberaliseret. Det gør det nærliggende at opfatte initiativet med postkasse-flytninger som en sidste krampetrækning fra en hensygnende, engang statsmonopoliseret kommunikationstjeneste. Forleden gik det op for mig, at der faktisk findes firmaer, der lever af at opsætte postkasser i skel, og det er jo rigtig fint med jobskabende initiativer i disse knappe tider. Man kunne vel også forestille sig, at der med tiden åbnede sig et beskæftigelsesområde inden for fysisk træning af postomdelere, som får for lidt motion, fordi brevene nu skal kunne afleveres "direkte fra køretøj", som det hedder i postlovens bekendtgørelse. I den forbindelse håber jeg i øvrigt, at færdselsreglerne stadig har forrang for postreglerne, så knallertpostbudene ikke kører på fortovene, til fare for fodgængere og løsgående hunde, men står af og trækker køretøjet. Vi postmodtagere har til gengæld chancen for at få både mere motion, nu hvor vi skal hente posten ude ved ejendommens skel (der må dog højst være 50 meter fra ejendom til postkasse) - måske får vi af samme grund hilst noget oftere på naboen, endda iført morgenkåbe og badetøfler, når søndagsavisen skal hentes. Det er dog påfaldende, hvor mange af de nyopsatte postkasser der stadig er iført plastikovertræk - som for at signalere, at ejerne i hvert fald ikke agter at rette ind efter det nye, statspåførte initiativ før det er strengt, juridisk nødvendigt. Jeg ser frem til at følge, hvor meget skæg der nu vil komme i postkassen. Både nytårsaften, hvor postkasserne i år vil være dejligt tilgængelige for spøgefugle med kanonslag i baghånden, og i det hele taget: Om synliggørelsen af brevbeholdere vil få os til at skrive mere til hinanden. Det kan man da have et lønligt håb om. Og så er jeg spændt på at finde ud af, hvad Post Danmark egentlig vil gøre ved de borgere, som ikke har efterfulgt lovkravet i tide. For de kan vel ikke sende dem et rykkerbrev? Lene Høg bor i Aalborg med mand og to børn. Hun er uddannet cand.mag. og arbejder med kommunikation og markedsføring i sit eget firma, ad hoc kommunikation.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...