Sidste mand lukker og slukker

EMNER 3. september 2002 08:00

SYGEHUSLUKNING: Hvor længe tror man der går inden alt liv er væk? Hvad har vi gjort i Skagen Kommune, siden vi skal spares helt væk? Det er da en kendt sag, at jo mere aktivitet der er i byen, jo mere attraktiv er den også for fastboende, tilflyttere og turister. Staten skar i politibemandingen, kommunen var tæt på at lukke en skole og nu vil amtet død og pine af med sygehuset, det er service til borgerne for borgernes penge. Det kan da ikke være rigtigt, at der ikke kan blive råd til at opretholde Skagen Sygehus som det er i dag, man kan jo undlade andre store investeringer i amtet, som egoistisk set ikke rager os. Har vi noget at bruge et musikhus i Aalborg til? Jeg vil da hellere have et sygehus i Skagen! Kære politikere, tag skeen i den anden hånd og giv livgivende hjælp til Skagen Kommune i stedet for aktiv dødshjælp. Skagen Kommune har behov for nye arbejdspladser, - det bliver bare ikke særlig nemt når den offentlige service hele tiden forringes, eller der trues med det. Jeg kan da godt forstå vi bliver færre til at betale regningen, når det hele efterhånden kommer til at foregå syd og vest for kommunegrænsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...