Sidste nyt fra udkanten

"Der er noget ved alting"

Poul Krebs - fortsat en udmærket besynger af små menneskers små bevægelser.

Poul Krebs - fortsat en udmærket besynger af små menneskers små bevægelser.

Længe før nogen fandt på at forvandle det såkaldte "udkants-Danmark" til et politisk projekt/problem, har Poul Krebs i årevis sunget om det og dets eksistenser. Ikke nødvendigvis skæve, mærkværdige eksistenser som hos kollegaen Johnny Madsen - men bare ganske almindelige mennesker med en mere eller mindre stilfærdig søgen efter eller jagt på et eller andet. Denne gang er det for eksempel parret, der ikke rigtigt kan finde ud af sammen om dagen (kun om natten), fordi han surfer for meget ud for Klitmøller - men måske kan de finde lykken sammen i København? Her er også provinsboen David Johansen ("en af dem, De godt må grine lidt ad") med fisk i kassen bag på Puch Maxien. Og kvinden på tankstationen, som udviklingen bare er kørt udenom. Den fremmede Sammy, som har været ude i noget snavs, men som har fået en chance til og har forstået at udnytte den. For da slet ikke om at tale om manden på bænken med påmindelsen: "Jo højere husene er, desto mere synker folkene der". Vidste man det ikke i forvejen, så beviser "Der er noget ved alting", at Poul Krebs meget præcist rammer små øjebliksbilleder af små menneskers små bevægelser. Og mange drømme og endnu flere længsler. Rent musikalsk kunne man godt have ønsket sig numre, der i højere grad havde hevet én med, sådan som Krebs tidligere har gjort det med et par skarptskårne sange som - blandt mange andre - "Lad mig følge dig" og "En kaj i Kalundborg". Tankevækkende nok er den mest fængede af de 11 sange på cd'en "Som dug for solen" (den med at være blevet aprilsnar i september), som kollegaen Flemming Bamse Jørgensen lige nøjagtigt nåede at indspille og udgive på sin sidste cd, "Tæt på". Nogle af de andre sange skal nok komme pænt deropad, efterhånden som man har fået lyttet sig ordentligt ind på dem - også fordi de er så solidt bakket op af bandet bag Krebs, kaldet The Combardos. Umiddelbart virker det bare til at tage længere tid end med tidligere Krebs-plader. Her og der leder man også (desværre forgæves) efter den sproglige lune og underfundighed, der før har præget Krebs' tekster. Måske er det alligevel gået lidt for stærkt - der er trods alt kun gået otte måneder siden forrige cd, "Mangolia Tales" fra marts? Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk Poul Krebs: "Der er noget ved alting" ArtPeople