Sidste slag i lokal Socialdemokratisk kvindekamp

Anna Kirsten Nielsen og Louise Høst kæmper om at blive folketingskandidat i Aalborg Østre Kreds

Carsten Randers
Loui­se Høst for­tæl­ler om sine po­li­tis­ke vi­sio­ner, mens Anna Kir­sten Niel­sen ser til.
EMNER 15. januar 2007 05:00

STORVORDE: Omkring 30 morgenduelige Socialdemokrater er søndag morgen klokken ti mødt op på Tofthøjskolen i Storvorde. Her har de socialdemokratiske medlemmer i Aalborg Østre Kreds for sidste gang mulighed for at kigge en mulig kommende folketingskandidat an før urafstemningen afgøres onsdag 18. januar. Louise Høst og Anna Kirsten Nielsen er tilbage i feltet, efter at Flemming Østergaard Hansen trak sig. Selv om det er to kvinder, der kæmper om at blive folketingskandidat, så er det to kvinder med meget forskellige profiler. 48-årige Anna Kirsten Nielsen repræsenterer den klassiske socialdemokrat med baggrund i fagbevægelsen, hvor hun i en årrække var fællestillidsmand for 1500 HK’ere i Aalborg Kommune. Hun bor i Aalborg Øst, og hun er lige nu gruppeformand for Socialdemokraterne i Aalborg Byråd, hvor hun har siddet siden 1993. 29-årige Louise Høst hører derimod den gruppe af unge politikere, der har brugt en statskundskabsuddannelse som springbræt til en politisk karriere. Hendes politiske erfaringer kommer i høj grad fra studenterpolitik, og i offentligheden er hun nok mest kendt for at stå i spidsen for Ritt Bjerregaards succesfulde valgkamp i København. Selv om Louise Høst bor i København, så mangler hun ikke lokal forankring. Hun er født og opvokset i Aalborg Kommune, og hun går med planer om at flytte tilbage. Rygende enige, næsten Begge kandidater slår da også på deres lokale tilhørsforhold, da de præsenterer sig selv og deres politiske visioner. Langt hen ad vejen er de da også enige om, at der skal investeres i skoler, sundhedsvæsen og en stigende ulighed i samfundet skal bekæmpes. Stort set alle politiske emner bliver dog berørt i de efterfølgende spørgerunder, men noget af det, der som altid kan folk på dupperne, er rygepolitik. Her er der nemlig heller ikke helt enighed hos de socialdemokratiske fodfolk. Begge kandidater tager afstand fra rygning. Men hvor Louise Høst er en virkelig skarp modstander. Anna Kirsten Nielsen vil derimod helst ikke se sygehuspatienterne stå udenfor og fryse. De har nok at kæmpe mod. Begge slutter af med at garantere, at de vil sørge for at holde god kontakt med deres bagland, hvis de skulle blive valgt. Lige valgkamp Begge de kvindelige kamphaner lyder efterfølgende fortrøstningsfulde, selv om de ikke tør udtale sige om resultatet. - Vi er to kompetente personer, som begge kan bruges. Jeg oplever, at jeg har et enormt lokalt netværk, hvor folk kender mig, siger Anna Kirsten Nielsen om sine chancer. Louise Høst er på ret bar bund i forhold til, hvordan resultatet falder ud, for der er jo ingen meningsmålinger at læne sig op af, og begge kandidater har to vælgerforeninger bag sig. Når man skal vælge kandidater, så handler det også om personlige egenskaber. Der er også blevet lagt meget vægt på, hvem der er mest lokal. Spørgsmålet er, om det er afgørende, siger Louise Høst, der har været glad for valgkampen. - Det har været rigtig godt, efter vi kom ud til debatter sammen. Men det er også en hård og lang proces. En af tilhørerne er da også stadig i vildrede om sit valg, selv om Birgit Kastrup har en lille idé om, hvor krydset sættes. - Men vi får lidt oplysninger om både den ene og den andens idéer, siger Birgit Kastrup, der godt ved, hvad hun prioriterer. - En styrkelse af den offentlige sektor, og det er begge jo vældig enige om. I sine 30 år som rengøringsassistent på Tofthøjskolen har Birgit Kastrup selv mærket byrden på de lavestlønnedes skuldre. - Jeg har mærket et øget pres på mig selv. Jeg plejer at sige, at jo ældre man bliver, jo hurtigere skal man løbe. Urafstemningen blandt de 750 medlemmer af Aalborg Østre Kreds forventes at være afgjort torsdag 18. januar, og sidste frist for at aflevere sin stemme er samme dag klokken 12.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...