Sidste spark i Priske-sagen

AALBORG:Efter seks ugers forlænget spilletid sætter dommer Frede Paulsen i dag sidste fod på den såkaldte Brian Priske-sag, når der falder dom ved Retten i Aalborg. Seks århusianske investorer stævnede mandag 22. november i fjor AaB A/S ved Retten i Aalborg for at have løbet fra en skriftlig aftale angående et eventuelt videresalg af landsholdsspilleren i fodbold, Brian Priske, mens han var på kontrakt i AaB. Århusianerne, der alle er tidligere aktionærer i FC Aarhus (nu Århus Fremad, red.), mener at have knap 900.000 kroner i klemme på AaB's salg af Brian Priske til belgiske KRC Genk, og efter at have fordøjet de involverede parters indlæg hen over jul og nytår slår Frede Paulsen i dag hammeren i bordet og afsiger dom i en sag, der har rullet over halvandet år. Prekær rolle Som tidligere besekrevet i disse spalter indtager koncerndirektør i AaB A/S, Tom Matthiesen, en prekær rolle i sagen. Få måneder før hans tiltrædelse AaB A/S i august 2003 sagde han 14. juli samme år i rollen som eneejer i FC Aarhus god for, at AaB-sportsdirektør Lynge Jacobsen kunne sælge Brian Priske, der havde kontraktudløb i AaB ved udgangen af 2003, til belgiske KRC Genk i en lynhandel til - udfra fodboldjuridiske forhold - en rigtig fornuftig pris, 130.000 euro eller knap én million kroner. Der var bare ingen af de seks århusianske erhvervsfolk, alle tidligere aktionærer i FC Aarhus eller pengeindskydere i Århus Fremad, der blev kontaktet, så de kunne nikke ja eller nej til, at de ikke - som aftalen med AaB ellers lød på - ville få mindst 10 procent af transfersummen med et minimum på én million kroner. Advokat Jesper Abel, der hele vejen igennem havde været de århusianske investorers kontaktmand til AaB og i øvrigt samtidig advokat for Tom Matthiesen, var taget på ferie uden mobiltelefonen tændt. Derfor måtte AaB-sportsdirektør Lynge Jacobsen - efter flere forgæves telefonopkald til Jesper Abel fra Aalborg, København og Bruxelles 14. juli i fjor - ty til nødløsningen - at ringe til Tom Matthiesen, der gav grønt lys. Et stort spørgsmål For seks uger siden, 22. november i fjor, rullede sagen ved Retten i Aalborg i otte stive timer, og det store spørgsmål kan i dag blive, hvor meget fodboldjura tæller i et civilt søgsmål. Advokaten for AaB A/S, Jesper Møller, måtte under gennemgangen af sagen bruge megen tid på at få sine vidner, sportsdirektør Lynge Jacobsen, koncerndirektør Tom Matthiesen, formand for AaB A/S-bestyrelsen Ole Mølgaard samt Brian Priskes advokat Jørgen Hansen til at øge forståelsen hos dommer Frede Paulsen for, at der fra AaB-side også var blevet skelet meget til de rent fodboldjuridiske kendsgerninger i situationen omkring det omdiskuterede salg af Brian Priske til belgiske KRC Genk i sommeren 2003. Fra modpartens side er tacklingerne - retssalen - mere blevet sat rent ind på gængs jura. Lotteriseddel AaB-koncerndirektør Tom Matthiesen købte tilbage i 2000 de pågældende investorers aktier i FC Aarhus i forbindelse med sin økonomiske overtagelse af klubben, og det var i den forbindelse, at investorgruppen fik stukket en slags lotteriseddel på Brian Priske i hænderne. Den økonomiske snor i Brian Priske overtog investorgruppen omfattende blandt andre den tidligere Århus Fremad-formand og direktør i FC Aarhus, Morten Nysom, samt de tidligere bestyrelsesmedlemmer og aktionærer i FC Aarhus, Niels Brøchner, Karsten Nørkjær og Kalle Braa Andersen. Da Brian Priske blev solgt for 981.500 kroner - eller 130.000 euro - gælder deres krav nu hele dette beløb. AaB betragtede på den anden side sagen som afsluttet, da de havde sendt 96.521 kr. til investorerne til deling, mens de sidste knap 885.000 kr. skulle gå i AaB-kassen. jeri

Breaking
Så er det besluttet: Farvel til mundbind og coronapas i næste uge
Luk