Lokalpolitik

Sidste underskriftdag

FJERRITSLEV:I dag er det sidste chance for at skrive under på borgerprotesten mod nybyggeriet på Solgården. Når dagen er gået, samler komiteen listerne ind fra forretninger med videre, og tirsdag over middag går turen til borgmester Otto Kjær Larsen for at overrække ham underskrifterne forud for kommunalbestyrelsesmødet onsdag aften. Initiativtager til protesten, Folmer Møller, fortæller, at han søndag var ude at få en underskrift hos fire ældre borgere, som ikke selv kunne komme afsted, og derfor havde ringet til ham. De øvrige medlemmer af gruppen har også kørt mange kilometer for at få underskrifter. Folmer Møller er spændt på kommunalbestyrelsesmødet på onsdag, ikke mindst fordi han forventer, at politikerne vil stemme på tværs af partierne.