Blæsende og mild weekend

Bliv bare indenfor og se tennis og håndbold

Weekenden byder på mildt, blæsende og vådt vejr. Arkivfoto: Scanpix/Henning Bagger

Weekenden byder på mildt, blæsende og vådt vejr. Arkivfoto: Scanpix/Henning Bagger

VEJRET:En stor sportsweekend med tennis og håndbold ligger forude, og tv-transmissionerne fra Caroline Wozniackis finale i Australien eller håndboldherrernes afgørende kampe ved EM i Kroatien kommer ikke til at konkurrere om seernes gunst med strålende vintervejr.

Den sidste weekend i januar bliver blæsende og våd med en smule sol, og så er det fortsat ret mildt for årstiden, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Både fredag og i weekenden vil det være mildt for en januar måned med omkring fem grader i dagtimerne.

Fredagens morgentåge ventes at lette ved nitiden.

- Derefter klarer det op i den nordlige og vestlige del af landet. I Nordjylland kan man godt få nogen eller en del sol, siger Janne Hansen.

I Øst- og Vestjylland titter solen også frem, mens resten af landet må indstille sig på skyet vejr.

Natten til lørdag bliver med klart kig til stjernerne og med et fald i temperaturen til to graders frost.

- Lørdag morgen starter nogenlunde ud. Den nordlige del af landet får lidt sol, og opklaringen breder sig ud over resten af landet, siger Janne Hansen.

Men lørdag eftermiddag slår vejret om.

Det bliver overskyet, og i den vestlige del kan der falde regn.

Vinden tiltager desuden fra sydlig og sydvestlig retning. Langs Vestkysten op til kuling med kraftige vindstød.

Søndag skal huen også trækkes godt ned i panden.

- Dagen begynder med lidt sol og enkelte byger. I de østlige egne er der mulighed for en del sol, men det bliver også blæsende med frisk vind til kuling fra vest. Derfor kommer det ikke til at føles så varmt. Med mellem tre og otte grader er det ellers mildt for årstiden, siger Janne Hansen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.