Fodbold

SIF-drengene fik bronze i Trondheim

TRONDHEIM:Støvring IF’s drengehold i fodbold måtte ligesom klubbens pigehold tage til takke med bronze i den store internationale turnering, Skandia Cup, i Trondheim i Norge. Begge SIF-hold fik overrakt medaljerne og to kæmpestore pokaler med ører efter finalerne på storklubben Rosenborgs hjemmebane, Lerkendal, lørdag ved middagstid. Det var en flok stolte spillere fra de to SIF-hold, der trådte ind til præmieoverrækkelsen på Lerkendal, hvor alle A-finalerne i turneringen blev spillet i løbet af lørdagen. SIF-drengene tabte sent fredag aften 0-3 til Kolstad, og det var også dette hold, der tog titlen i år med en sejr på 2-1 i finalen over landsmændene fra Trygg/Lade. SIF-drengene var altså blot én sejr fra en prestigefyldt og oplevelsesrig kamp på Lerkendal, hvor Rosenborg har spillet et hav af Champions League-kampe. Men i semifinalen var SIF-holdet oppe mod en fysisk og langt stærkere modstander, der til gengæld også havde både et og to år ældre spillere med end SIF. SIF-drengene holdt dog stand i semifinalen til fem minutter før tid, men så væltede korthuset også, og Kolstad scorede tre gange i slutfasen. SIF-drengene faldt dog med ære, og holdet høstede stor ros blandt de norske hold for en poleret og teknisk betonet spillestil mod modstandere, der var både større og ældre.