Fodbold

SIF Fodbold vært for jyske mesterskaber

Stævnet i weekenden vil samle omkring 210 spillere, trænere og holdledere, og de skal indkvarteres på Karensmindeskolen

De jyske mesterskaber i indendørsfodbold for U 14- og U 15-drenge samt U 15-piger i A-rækkerne afvikles i den kommende weekend, 5.-6. februar, i Arena Himmerland i Støvring med Støvring IF Fodbold som lokal arrangør. Der skal spilles kampe om JM-titlerne i begge haller i Arena Himmerland både lørdag og søndag. 24 hold, otte i hver række, deltager i løjerne. Det er nummer et og to fra de fire regioner i DBU Jylland, der skal i aktion. SIF Fodbold havde selv både U 14 A-drenge, årgang 1997, og U 15 A-piger, årgang 1996-1997, med ved de nordjyske mesterskaber (NM) i Dr. Ingrid Hallerne i Farsø, men det lykkedes ærgerligt nok ikke for nogle af SIF-holdene at indløse billet til JM-stævnet i Støvring. - Jyske mesterskab vil samle omkring 210 deltagere i alt fordelt på spillere, trænere og holdledere, og de skal indkvarteres på Karensmindeskolen, der også er bespisningssted begge dage, siger Brian Bloch, sponsor- og eventchef i Støvring IF Fodbold. Kampene spilles fra kl. 13.00 til 18.00 lørdag 5. februar samt kl. 09.00 til cirka 14.00 søndag 6. februar. Udover kampene i Arena Himmerland kan deltagerne se frem til et sodavandsdiskotek lørdag aften på Karensmindeskolen. SIF Fodbold skal have omkring 50 frivillige hjælpere i aktion i kulissen for at gøre JM-stævnet til en god oplevelse for de omkring 210 deltagere.