Politik

SIFA: Politikerne gør det ikke godt nok

SIFA vil have flere haller og politikerne til at leve op til de fine ord om sundhedsfremme

AALBORG:Der er brug for flere idrætshaller i Aalborg, men politikerne gør alt for lidt ved sagen, mener Henrik Jensen, der er formand for de Samvirkende Idrætsforeninger Aalborg (SIFA). - Jeg synes helt bestemt, at politikerne har de store armbevægelser med, at vi skal lave noget sundhedsfremmende for de fede, de tynde, de mørke, de lyse, de høje og de lave. Jeg synes ikke, at de gør det godt nok, der er ikke noget bag de ord, der er ikke nogen handling. Der mangler nogle steder, hvor vi kan udføre vores idræt, siger Henrik Jensen. Han mener, at det er et prioriteringsspørgsmål. - Vi kan ikke bygge for mange haller. Ellers skal man stoppe snakken om sundhedsfremme. Henrik Jensen mener ikke, at det er godt nok, at idrætsudøverne henvises fra deres lokalområde til Gigantium. - Det nytter ikke noget at sige til motionisterne, at nu kan vi finde noget plads til jer ude i Gigantium, det skal være i nærområdet. Henrik Jensen peger på, at Aalborg har mange velfungerende idrætstilbud, og at der er faktisk tale om lidt af et luksusproblem, fordi pladsproblemerne viser, at flere og flere dyrker idræt. SIFA-formanden mener dog, at det kræver handling, når man nogle steder afviser unge, der gerne vil dyrke idræt. - Så mener jeg faktisk ikke, at vi har gjort det godt nok, siger Henrik Jensen. Penge til idrætten er med til at forhindre, at børnene hænger på gadehjørnerne, mener han. Henrik Jensen mener dog også, at man nu skal afvente halanalysen, før entreprenørmaskinerne kører i stilling. - Men allerede nu ved man, at der er nogen områder i byen, der har det kritisk, og hvor de må afvise nogen mennesker til at spille håndbold og fodbold med videre som eksempelvis Hasseris, Frejlev, og vi ved, at Svenstrup mangler et ordenligt klubhus til deres nybyggeri. Han er enig i, at den nuværende kapacitet ikke udnyttes optimalt, men det har også en årsag. - Jeg tror, at ydertiderne er svære at besætte, men hvis du og jeg skal spille badminton, gider du så spille fra klokken 22 til 23 i en hal. Nej, vel.