EMNER

SIFK-formanden skifter mening om møde

FREDERIKSHAVN:Formanden for SIFK, Bent Licht, har, siden Nordjyskes deadline i går, skiftet mening. I avisen onsdag gav Bent Licht udtryk for, at oplandsklubber sov i timen, da der sidste år blev indkaldt til møde om kommunens nye kunststofbane. Det blev afvist af klubberne, der giver en uklar mødeindkaldelse skylden for det manglende fremmøde. Onsdag eftermiddag besluttede Bent Licht således, i samråd med formanden for Ffi Torben Mark, at der skal holdes et ekstraordinært møde i SIFK regi torsdag den 18. marts. Det glæder både Carl Erik Jensen fra Kvissel IF og Bjarne Madsen fra Strandby IF, der i onsdagens avis foreslog netop sådan et møde. - Det er fint med sådan et møde, hvor klubberne kan fremfører deres argumenter. Det vigtigste er, at klubberne bliver hørt, siger Carl Erik Jensen, der slår fast, at Kvissel IF helt sikkert er repræsenteret på mødet den 18. marts. Også hos Bjarne Pedersen bliver beskeden om et kommende møde positivt modtaget. - Det lyder da fornuftigt. Måden at løse tingene på er, at tale sammen, så det kan jeg kun være tilfreds med, sagde Bjarne Pedersen i går, da han blev gjort bekendt med det nye møde. Det lader altså til, at sagen om, hvor i byen den nye kunststofbane skal placeres, stadig ruller og foreløbig skal SIFK, FfI og de øvrige klubber samles omkring bordet på FfIs anlæg på Fodboldvej i midten af marts. Ved redaktionens deadline var det ikke muligt at komme i kontakt med SIFK-formanden for at høre, hvorfor han - med dags varsel - er vendt på en tallerken, og indkalder til møde.