EMNER

Sig det klart: Nul alkohol til børn

NI BUD: Hvornår er børn unge? Og hvornår er unge voksne? Det er jo ikke så enkelt, at man bare kan sætte en bestemt alder på, som så gælder for alle til alle tider. Der er store forskelle, og de spiller også ind, når forældre indbyrdes i klassen eller hvor de ellers mødes, snakker om børns/unges alkoholdebut. Hvornår kan vi som forældre acceptere, at vore børn/unge begynder at drikke alkohol? Inden for de seneste fem år har jeg oftere end tidligere oplevet, at forældre er meget bevidste om at udskyde børnenes alkoholdebut så længe som muligt. For mange forældre er 15 år i dag en magisk grænse med hensyn til børnenes alkoholdebut - tidligere var det konfirmationen. Forældrene ved, det kan være vanskeligt at holde børnene "alkohofrie", men samarbejdet med de andre forældre i for eksempel en skoleklasse, kan gøre det en smule nemmere. Argumentet fra den unge "alle de andre må, og jeg er den eneste der ikke må" er ikke længere nødvendiggyldigt, når forældrene kender hinanden og måske har formuleret en fælles "alkoholpolitik" for klassen. I dette års "uge 40"-kampagne udsender Sundhedsstyrelsen blandt mange andre materialer en lille "Pixi-bog" I denne lille bog giver Sundhedsstyrelsen nogle bud - ni i alt - på, hvordan man som forældre kan tage problemerne med alkohol i opløbet. * Det første bud: Ingen alkohol til børn. Alkohol og andre rusmidler er ikke for børn! Sig det klart og i god tid! * Det andet bud: Dine børn drikker mere, hvis du ikke siger nej. Undersøgelser viser, at børn drikker langt mere, hvis forældrene ikke sætter grænser, både ude og hjemme. * Det tredie bud: Jo tidligere børn begynder at drikke, desto mere drikker de. En tidlig alkoholdebut og et højt alkoholforbrug som ung er risikofaktorer for senere udvikling af et alkoholmisbrug og en større risiko for, at de prøver hash og andre stoffer. * Det fjerde bud: Tal med dit barn om, hvordan man siger nej til alkohol. Det er en styrke at kunne modstå gruppepres og have sin egen selvstændige mening. Det letteste er altid at gøre ligesom de andre. * Det femte bud: Lav aftaler med vennernes forældre. Om private fester, hjemkomsttider, forældre til stede, afhentning og meget andet. Det er lettere, hvis alle har samme rammer og forældrene er enige om, at børn ikke skal drikke alkohol. * Det sjette bud: Lad være med at servere alkohol for dit barn. Undersøgelser viser, at unge drikker mindre, hvis deres forældre opstiller begrænsende regler for alkoholbrug. * Det syvende bud: Tal alkohol med dit barn før festen. Det er bedre med den gode snak før festen end skældud bagefter. * Det ottende bud: Lær dit barn, hvad en genstand er. Dit barn bør vide, hvad en genstand er. Og at for mange genstande øger risikoen for skænderislagsmål, uønsket sex eller skadestuebesøg. * Det niende bud: Dine alkoholvaner smitter. Dine alkoholvaner påvirker dine børn. Du er som forældre og voksen kulturformidler - også på alkoholområdet.