Sig ja

EURO:Det er dybt skuffende at kunne konstatere, at Ny Alliance ikke er for euroen. Ny Alliance har tidligere meldt ud, at de var et EU-positivt parti, hvilket de nu har slået fast ikke er tilfældet. Den danske økonomi bliver ikke forringet af at skifte kronen ud med euroen. Derimod skaber det en fordel. Ved at vi i Danmark får Euroen, fjerner vi usikkerheden om kronen, da dette følger med en lille økonomi, og vi kan få renten ned på euroens niveau. Endvidere kommer Danmark til at stå stærkere i handel, da økonomien fremstår langt mere stabil – dette kan man på ingen måde være imod. At Ny Alliance ikke kan indse dette, må være et tegn på, at Ny Alliance ikke er et EU-positivt parti, der ønsker en progressiv politik på området, men derimod burde skifte navn til Regressiv Alliance.