Sig undskyld, von Trier

De fleste af os kender ham på godt og ondt. Det kan da godt være, at han er en dygtig og respekteret filminstruktør, der henter gyldne palmer og anden hæder på den internationale filmscene.

Men han har ind imellem en uforskammet offentlig optræden, som ikke er en berømthed værdig. Jeg skammer mig i hvert fald over, at nogen kan finde på at udtrykke sig så plat og primitivt på danskernes vegne. Jeg tænker naturligvis på Lars von Trier, der i disse dage går rund nede i Cannes og på et pressemøde har omtalt den amerikanske præsident og hans land på en måde, som fortæller mere om Lars von Trier, end det fortæller noget om amerikanerne og deres folkevalgte præsident. Den danske instruktør kaldte i sin politiske visdom såmænd George Bush for "et røvhul" og tilføjede: "Han foretager sig en masse idiotiske ting". Ikke sandt - den store danske kulturpersonlighed har talt - og reduceret sig selv til talerør for, hvad der måske nok bliver sagt ved diverse værshusborde ud på de små timer, men man forventer det ikke sagt for åben mikrofon af en filminstruktør, der gerne vil tages alvorligt. Nogle journalister, der åbenbart er lige så taktløse som budbringeren, klappede i deres små hænder. Fortinsvis (venstreorienterede) europæere, mens de amerikanske journalister forholdt sig tilbageholdende - ilde berørte, som de sandsynligvis var af det ualmindeligt grove udfald mod deres frie demokratiske land og dets leder. Jeg skal ikke forsøge at sætte George Bush op på en piedestal eller på anden måde tage stilling til, hvorvidt hans politiske initiativer er kloge eller mindre kloge. Ligesom det er tilfældet med de fleste almindelige borgere - herunde filminstrukør Lars von Trier og andre af hans type - sidder jeg ikke inde med en viden, der gør mig i stand til på kvalificeret vis at fælde sådanne firkantede domme (!). Men jeg har en tro på, at hverken George Bush eller det amerikanske folk, der har valgt ham, er samvittighedsløse gangstere, der ønsker at undertrykke resten af verden - herunder Europa. Tværtimod viser historien det stik modsatte. Derfor er Lars von Triers verbale skraldespand helt malplaceret og mere et resultat af en forvirret og politisk naiv filminstruktørs fordomme, end der er tale om en kvalificeret udtalelse om politiske realiteter. Hvis der var bare en lille smule format over Lars von Trier, beklagede han sit ordvalg og gav amerikanerne og deres præsident en uforbeholden undskyldning. Men det skal man ikke forvente af hverken Lars von Trier eller hans ligesindede venstresnoede danske kulturelite. De har den fordel i forhold til os andre dødelige, at de er umådeligt klartskuende og i stand til at afdække særdeles komplicerede internationale problemstillinger, så det fremtræder helt klart for alverden, hvem der er de onde, og hvem der er de gode. Jeg håber naturligvis for Lars von Trier og for dansk film, at han får de gyldne palmer ved filmfestivallen i Cannes. Jeg håber samtidig, at han vil udvise en mere klædelig ydmyghed, så den stil, der blev lagt for dagen på pressemødet i pinsen, må forblive en uheldig parantes. Det er ikke blot gyldne kæder, der forpligter. Det gør gyldne palmer også. Der er et gammelt ord, der lyder, at det, man siger, er man selv. Hvis det står til troende, så må Lars von Trier have en ualmindelig dårlig smag i munden oven på hans udgydelser på pressemødet. Beklag og undskyld dit ordvalg, Lars von Trier -så kan du høste de gyldne palmer med oprejst pande og ikke - som du har grund til nu - med et skamfuldt nedslået blik.... Flemming Jansen har været borgmester i Pandrup kommune siden 1998. Han er uddannet cand. phil. i nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet og har p.t. orlov fra et job som lektor på Aalborg Handelsskole. Flemming Jansen har desuden tilbage i 1980'erne været folketingskandidat for Venstre først i Aalborg og siden i Frederikshavn. Siden Flemming Jansen begyndte at skrive til avisen som ung nybagt student fra Nørresundby Gymnasium i 1968, har han været med til at præge den offentlige debat - ikke mindst her i NORDJYSKE Stiftstidende.