Signalement af formodet tricktyv
40-45 årig mand opsøgte ældre i Mariager og Aars.

En tricktyv med et lidt specielt signalement menes at være på spil i både Mariagerfjord og Vesthimmerland. Tegning: Jens Schmidt
Flere ældre i både Mariager og Aars er i løbet af weekenden blevet opsøgt af en mand, som har forsøgt at skaffe sig adgang til deres lejligheder. Politiet har nu et signalement af manden, og de beder derfor offentligheden om at henvende sig, hvis man har oplysninger i sagen. Det drejer sig om en 40 - 45 år, dansk mand. Han har en sjællandsk accent. Han bar både i Mariager og Aars en islandsk sweater, der er lys foroven og mørk forneden, samt en strikket tophue. Et vidne i Aars har også bemærket, at manden bar røde sko. Manden var kørende i en hvid Peugeot 107 med nummerpladen GF 25 231. Bilen er stjålet i Odense 26. december. Det er beboere på henholdsvis Oxendalen, Digtervænget og Fuglsang i Mariager, samt ved de beskyttede boliger på Solbakken i Aars, der har observeret manden. Søndag var der også to forsøg på tricktyveri i Hobro, på henholdsvis Fortunavej og Fortunaparken. Tidsmæssigt kan det passe med de andre hændelser, men her har politiet ikke noget signalement af gerningsmanden, så der er ikke beviseligt tale om den samme mand.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.