Sigtelse: 38-årig sendte dødstrusler til kone på krisecenter

Mand varetægtsfængslet i 14 dage efter at have truet sin kone

Natasha Jahanshahi
Arkivfoto: Torben Hansen
1. august 2018 17:24

AALBORG: En 38-årig mand blev onsdag varetægtsfængslet i 14 dage, sigtet for at have sendt billeder af lemlæstede og dræbte kvinder til sin kone med beskeden "den næste bliver dig", mens hun befandt sig på et krisecenter.

Det oplyser anklager Thomas Klingenberg.

Manden er sigtet for at have sendt dødstrusler til sin kone, fordi hun skulle afgive vidneforklaring i en voldssag mod ham.

Dagen inden truslerne blev den 38-årige mand nemlig anholdt efter at have udøvet vold mod sin kone og holdt hende spærret inde i parrets vinkælder i deres hus i Aalborg. Det var parrets ni-årige datter, der meldte sin far til politiet.

Den 38-årige mand blev dog løsladt dagen efter voldsepisoden, og samme dag modtog hustruen trusler over mobilen, mens hun opholdt sig på et krisecenter med parrets to børn.

Den 38-årige mand nægter sig skyldig i truslerne, men har valgt ikke at kære kendelsen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...