Sigtelse: 53-årig stak mand i brystet for at dræbe

Politiet har anholdt en 53-årig mand for at have stukket en anden med en kniv i brystet i Skælskør.

Ritzau
Læger behandler mandag morgen en mand for et alvorligt knivstik i brystet. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Kriminalitet 29. oktober 2018 08:13

Læger behandler mandag morgen en mand for et alvorligt knivstik i brystet.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Manden blev stukket med kniv på Jernbanevej i Skælskør i Sydvestsjælland søndag aften.

Ofret er endnu ikke blevet identificeret. Politiet ønsker ikke at oplyse andet om hans tilstand, end at stiklæsionen er alvorlig.

Politiet mener at have anholdt gerningsmanden. Der er tale om en 53-årig mand fra lokalområdet, som er blevet sigtet for drabsforsøg.

Hvad der lå forud for overfaldet, vides mandag morgen ikke. Det var klokken 19.22 søndag, at politiet modtog anmeldelsen.

Jurister hos anklagemyndigheden skal nu tage stilling til, om manden skal fremstilles i et grundlovsforhør.

Det oplyses ikke, hvordan den 53-årige forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...