Sigtelse: Voldtog kvinde på trappen til Københavns Byret

En 18-årig mand er fængslet for at voldtage en kvinde midt i København. Han nægter sig skyldig.

En 18-årig mand er blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger, sigtet for at have voldtaget en kvinde på trappen til Københavns Byret en tidlig søndag morgen. Han nægter sig skyldig. (Arkivfoto).

En 18-årig mand er blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger, sigtet for at have voldtaget en kvinde på trappen til Københavns Byret en tidlig søndag morgen. Han nægter sig skyldig. (Arkivfoto).

KØBENHAVN:En tidlig søndag morgen blev en kvinde udsat for voldtægt på trappen til Københavns Byret, der ligger klos op ad Strøget i det indre København.

Byretten huser også Dommervagten, og her blev en 18-årig mand onsdag fremstillet i grundlovsforhør.

Han er sigtet for voldtægten af kvinden for godt tre uger siden, den 10. oktober. Ifølge sigtelsen gennemførte han samleje med hende på byrettens trappe uden hendes samtykke.

I grundlovsforhøret nægtede han sig skyldig i anklagen.

Dommeren besluttede, at den 18-årige, der er marokkansk statsborger, skal sidde varetægtsfængslet i foreløbig fire uger, da der er en fare for, at han vil unddrage sig retsforfølgelse - altså stikke af - hvis han er på fri fod.

I Retten på Frederiksberg blev en anden mand fremstillet i grundlovsforhør i en sag om voldtægt.

Her er en 22-årig mand sigtet for at have voldtaget en sovende kvinde tidligt tirsdag morgen.

Det skal være sket på et bosted i Københavns Nordvestkvarter, hvor kvinden på grund af alkohol befandt sig i en tilstand, hvor hun ikke kunne modsætte sig.

Også han nægter sig skyldig.

Den 22-årige, der er fra Algeriet, blev varetægtsfængslet i fire uger. Foruden faren for, at han vil flygte, mente dommeren også, at der er fare for, at han på fri fod vil lægge hindringer i vejen for politiets efterforskning.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.