Sigtelser for Hariri-drabet klar

BEIRUT:Anklageren ved det særlige FN-tribunal, der efterforsker drabet på Libanons tidligere premierminister Rafik Hariri, har sendt sine sigtelser til tribunalet. En talsmand for Libanons fungerende premierminister, Saad Hariri, siger til nyhedsbureauet dpa, at han forventer, at sigtelserne offentliggøres om cirka en måned. Sigtelserne skal nu studeres af dommer Daniel Fransen, der forbereder sagen ved tribunalet. Rafik Hariri blev - sammen med 22 andre - dræbt af en kraftig bombe i Beirut i februar 2005, tilsyneladende på grund af sin holdning til Syriens militære tilstedeværelse i landet. Siden da er omkring 20 andre syrisk-kritiske libanesere blevet dræbt og adskillige andre har været udsat for attentatforsøg. Det er ventet, at FN-tribunalets anklager vil pege på medlemmer af Hizbollah som nogle af personerne bag drabet. /ritzau/AFP