Sigtet smidt ud af retsal

- Det er løgn, det der. Det er løgn det hele fra ende til anden, udbrød den 38-årige mand fra Saltum under grundlovsforhøret i retten i Brønderslev lørdag formiddag.

Her var han sigtet for dødstrusler mod en kvinde fra Pandrup, og for at have knust en rude og sparket døren ind på hendes bopæl på Sønder Lundbak. Men manden nægtede sig skyldig i sigtelserne og ville ikke høre på beskyldningerne fra anklageren. Gentagende gange under retsagen afbrød han anklager og dommer, når de læste op fra politirapporten med forklaringerne fra vidnerne. Efter minimum 5 advarsler måtte dommer Mette Kølln bede politiet om at eskortere den sigtede ud af retslokalet, så sagen kunne komme videre. Det havde den 38-årige ikke noget imod. For han afslog, da dommeren lidt senere tilbød ham at komme i retssalen for at blive orienteret nærmere om sigtelserne. - Jeg gider ikke sidde derinde og høre på de løgne. Hvorfor kan jeg ikke bare sidde i arresten og så høre bagefter, om jeg skal fængsles eller ej? spurgte den sigtede. Derefter måtte lovbøgerne frem da dommeren skulle finde den paragraf, der gav hende ret til at få den sigtede fjernet. - Det er heldigvis overordentligt sjældent, det her sker, sagde dommer Mette Kjølln, mens både anklager og forsvarer ivrigt bladede i jurateksterne i forsøg på at hjælpe hende. Efter et par minutter blev den rigtige lovtekst fundet og grundlovsforhøret kunne fortsætte. Her viste det sig, at politiet også havde fundet en skarpladt pumpgun på den 38-åriges bopæl på Søndergade i Saltum, og at undersøgelser understøttede kvindens forklaring, da politiet havde fundet en smadret rude og dørlåsen ødelagt på gerningstedet. Den sigtede har flere tidligere domme for vold eller trusler om vold og røveriforsøg, og dommeren valgte at varetægtsfængsle den 38-årige i fire uger. En kendelse som forsvaret straks kærede til landsretten.