Musik

Sigurd banede vejen

På musikalsk fantasirejse

HOBRO:Eleverne fra 2. klasserne i Hobro Kommunes skoler vil nok sidde og strække hals for at få øje på "deres" tre musikere, når de skal til koncert med Aalborg Symfoniorkester og Sigurd Barret i Symfonien i Aalborg torsdag 27. marts. Eleverne lærte de tre musikere fra symfoniorkestret at kende ved en skolekoncert i Søndre Skoles gymnastiksal i går. Musikerne er fagotspiller Anne Mette Juul Pedersen, harpespiller Mette Nielsen og fløjtespiller Claus Ettrup Larsen. Trekløveret optrådte med små musikstykker af Carl Nielsen, Sain-Saëns og Bach, fortalte eleverne om deres instrumenter og indbød dem til at tage på fantasirejser, hvor de oplevede tykke elefanter og idylliske skovsøer. Koncerten med den klassiske musik sluttede med, at musikerne sang og spillede "Nu er solen gået i seng", som mange børn kender. Sangen stammer fra Sigurd Barrets program for børn på DR1. Efter koncerten sagde musikerne til NORDJYSKE, at eleverne var meget lydhøre. Det er guld værd, at Sigurd Barret har haft sit musikprogram på fjernsynet - han har banet vejen for dem. Det gode ved at spille for børn er efter fagotspiller Anne Mette Juul Pedersens mening, at børnene ikke siger, de ikke forstår klassisk musik - de er ikke forudindtagede. Musik af Mozart, Bach og Carl Nielsen er formentlig sjældent forekommende i danske børns cd-samlinger, men det er vigtigt for børn at høre den slags musik, er de tre fra Aalborg Symfoniorkester enige om. - Ufatteligt mange undersøgelser viser, at klassisk musik har en positiv indvirkning på børns evne til at lære. De får ro i krop og sjæl, de lærer at koncentrere sig, og fantasien bliver sat i sving, fremhæver fløjtespiller Claus Ettrup Larsen. I vores tidsalder, hvor pulsen er hurtig, er det gavnligt for børnene at opleve musik i en helt anden og roligere rytme, supplerer harpenist Mette Nielsen.