Sigurds Kumlhøj-time

Sigurd Barret med bjørnen Bjørn og de andre tøjdyr gav børnene på specialinstitutionen Kumlhøj i Thisted en festlig oplevelse

Morten Kyndby Holm
Sigurd Barret vakte begejstring på Kumlhøj. Foto: Morten Kyndby Holm
Børnepasning 7. september 2010 12:45

Som alle fans af Sigurds Bjørnetime ved, så har det lille tøjdyr det med at sidde og tage sig en lur på klaveret - indtil hans "far" får ham vækket. Sigurd Barret selv - han var derimod både vågen og veloplagt, da han tirsdag formiddag besøgte Kumlhøj i Thisted for at give koncert i specialinstitutionens fritidshjem på Platanvej. Det skete for godt et halvt hundrede børn med forskellige former for handicap. Ud over fritidshjemsbørnene var også Kumlhøj Børnehave på Dragskilde taget til Platanvej for at opleve bjørnen Bjørn, den grå elefant, den lange pilfinger og nogle af de andre figurer, som børnene kender fra tv. Og så naturligvis ikke mindst Sigurd selv, der satte gang i både lattermuskler og danseben hos børn og voksne, og som fik flettet navnene Kumlhøj og Thisted ind i nogle af sine sange. Koncerten med Sigurd Barret var mulig takket være en gave fra Skyum Idrætsefterskole, der skænkede overskuddet fra sidste års julebasar til Kumlhøj Børnehave og Fritidshjem, fortæller institutionsleder Marie Holler. Efter koncerten festede børnene videre med pølser og softice.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...